Dagpengekort

Dine dagpenge bliver udbetalt på baggrund af de oplysninger, du giver til os på dit dagpengekort. Derfor skal alle oplysninger om arbejde og indtægter fremgå af dit dagpengekort.

Sådan udfylder du kortet

Du skal udfylde dagpengekortet via FTF-A's Tast Selv. Et par dage før du skal udfylde det første dagpengekort, får du en pinkode til Tast Selv fra os.

Ud for hver dag udfylder du kortet med oplysninger, der har betydning for dine dagpenge – dvs. alle former for arbejde, indtægter, sygdom, ferie og kurser. Har du intet arbejde eller andet der skal skrives på, skriver du 0 ud for den pågældende dag.

Når du udfylder kortet i Tast Selv, skal du også læse Arbejdsdirektoratets vejledning om, hvordan kortet skal udfyldes. Vejledningen finder du på dagpengekortets side 2.

Er du i tvivl om, hvad du skal skrive på dit dagpengekort, så kontakt FTF-A.

Hvornår får jeg pengene?

Dagpengekortet dækker en periode på fire eller fem uger, og hver udbetalingsperiode slutter den næstsidste søndag i en måned. Pengene bliver udbetalt bagud en gang om måneden. Vi sætter pengene ind på din NemKonto.

Har du afleveret dagpengekortet til tiden, står pengene som udgangspunkt til disposition i din bank senest den sidste bankdag i måneden. Er dagpengekortet afleveret for sent, overfører vi pengene til din konto senest tre dage efter, vi har modtaget kortet.

Se udbetalingskalender

Vær opmærksom på

Bliver du ledig fra den første dag i måneden, er det midt i en dagpengeperiode. Det vil sige, at du kun modtager penge for to eller tre uger i den første udbetaling af dagpenge.