Dagpengeperioder og -varighed

Hvis du opfylder betingelserne for at få dagpenge, så har du ret til dagpenge i to år. De to år kan spredes ud over tre år - det kaldes referenceperioden.

Hver uge du får udbetalt dagpenge eller andre ydelser, bruger du en uge af din dagpengeret. Selv om du fx kun får udbetalt feriedagpenge for én dag, bruger du en uge af din dagpengeret.

Når du har opbrugt de uger med ydelser, som du har ret til, så mister du dagpengeretten – hvad enten du har fået udbetalt fulde dagpenge i alle ugerne eller ej.

Dagpengeperioden blev den 1. juli 2010 nedsat fra fire til to år. Referenceperioden for den enkelte blev der ikke ændret på.

Optjene ny dagpengeperiode

Dine lønnede timer i ledighedsperioden bliver løbende talt sammen. Når du har samlet et bestemt antal timer, udløser det en ny dagpengeperiode. Det gælder, når du har haft:

  • 1.924 timers ustøttet arbejde inden for de seneste 3 år (som fuldtidsforsikret)
  • 1.258 timers ustøttet arbejde inden for de seneste 3 år. (som deltidsforsikret)

Hvis dagpengeperioden er udløbet

Hvis din dagpengeperiode er udløbet, skal du arbejde i et bestemt antal timer for at få dagpengeretten tilbage.

Du har ret til en ny dagpengeperiode, når du som fuldtidsforsikret har haft 962 ustøttede løntimer inden for de seneste tre år. Deltidsforsikrede kan starte forfra efter 629 timers ustøttet arbejde.

OBS: Hvis du mister dagpengeretten fra 1. juli 2012 eller senere, kan du først få ret til en ny periode med dagpenge, hvis du har ustøttet arbejde i 1.924 timer inden for 3 år (1.258 for deltidsforsikrede).

Hvis du er i tvivl om, hvor mange arbejdstimer, du mangler for at få ret til dagpenge igen, er du velkommen til at kontakte FTF-A.