Selvstændig - hvor meget får jeg i dagpenge?
Er du blevet ledig efter ophør af selvstændig virksomhed, kan din dagpengesats blive fastsat på flere måder.
Hvis du har været selvstændig erhvervsdrivende i mindst tre hele regnskabsår, skal din dagpengesats beregnes ud fra indtægten (overskuddet) i din virksomhed.
Hvad er tre hele regnskabsår?
Når man har drevet virksomhed som hovedbeskæftigelse i tre hele sammenhængende regnskabsår, skal dagpengesatsen beregnes af et gennemsnit af virksomhedens overskud. Et regnskabsår er som udgangspunkt 12 måneder, typisk fra 1. januar til 31. december, men nogle virksomheder har "skæve" regnskabsår, som fx løber fra 1. juli til 30. juni.
Særlig regel om det første regnskabsår
Første regnskabsår "tæller med" , hvis virksomheden i det pågældende år har været i drift i mere end 6 måneder. Det betyder, at en virksomhed, der eksempelvis har været drevet fra 1. maj 2004 til og med 31. december 2006 betragtes som drevet i 3 hele regnskabsår.
Da virksomheden det første år (2004) har været drevet i mere end 6 måneder, nemlig fra 1. maj 2004, tæller 2004 sammen med 2005 og 2006 med som "hele regnskabsår". Dagpengesatsen skal derfor beregnes ud fra virksomhedens overskud.
Hvis virksomheden derimod drives fra 1. august 2004 til 31. december 2006, tæller 2004 IKKE med som første regnskabsår, da der ikke er virksomhedsdrift i mere end 6 måneder. I det tilfælde vil alene 2005 og 2006 tælle med, og derfor skal der ikke beregnes en dagpengesats ud fra virksomhedens overskud, da der ikke er drevet virksomhed i 3 regnskabsår.
Kontakt afdelingen for selvstændige, hvis du er i tvivl.
Hvordan beregnes dagpengesatsen for en selvstændig?
Hvis man har drevet virksomhed som hovedbeskæftigelse i mindst 3 hele regnskabsår, er det virksomhedens overskud, der er grundlaget for beregningen af dagpengesatsen. Man skal udfylde en særlig blanket AR255. Der kan være krav om, at blanketten skal attesteres af en statsautoriseret eller registreret revisor, afhængig af virksomhedens grundlag. Blanketter, der vedrører anpartsselskaber, aktieselskaber eller kommanditselskaber skal dog altid have attestation.
Forskellige beregninger af dagpengesats
Man kan vælge at få beregnet satsen ud fra de 2 bedste regnskabsår indenfor de senste 5 år. Har man fx drevet virksomhed fra 2003 til 2007, kan man derfor vælge de 2 år, som gav det største overskud. På den måde er man sikret, at et pludseligt dyk i overskuddet ikke får afgørende betydning for størrelsen af dagpengesatsen.
Når man har valgt de 2 år, som skal være grundlaget for beregningen, udregner man gennemsnittet af overskuddet for de 2 år.
For at finde den gennemsnitlige dagløn, divideres det fremkomne tal med 260, og der fratrækkes 8 % i arbejdsmarkedsbidrag.
Man har maksimalt ret til en dagpengesats, som udgør 90 % af den gennemsnitlige dagløn.
Virksomhed med underskud
Dagpengesystemet er opbygget som et forsikringssystem. Det betyder, at man kun kan få dagpenge, hvis man lider et tab af dagløn ved ophøret af arbejdet.
Det har den konsekvens, at hvis man har drevet en virksomhed i mere end 3 hele regnskabsår, og der har i de valgte beregningsår har været et underskud, har man ikke ret til dagpenge. Det skyldes, at man jo ikke har haft en daglig indtægt (dagløn). Man har derfor grundlæggende set ikke lidt et tab af dagløn ved at lukke virksomheden, og man har derfor ikke ret til "erstatning", når man ikke lider et tab af dagløn.
Bemærk dog særreglen om mindstesats for selvstændige.
Kontakt FTF-A for yderligere vejledning om dine muligheder.
Mindstesats for selvstændige
Der gælder en særregel om, at man trods underskud i virksomheden alligevel kan få ret til dagpenge under visse forudsætninger.
Har man drevet en virksomhed i mindst 3 hele regnskabsår i væsentligt omfang, kan man opnå mindstesatsen for selvstændige. Mindstesaten svarer til 82 % af den højeste dagpengesats.
Væsentligt omfang vil sige, at man overfor a-kassen kan erklære, at man har arbejdet mere end 30 timer pr. uge i virkosmheden, og at man dokumentere en omsætning af en vis størrelse. Mindstesatsen søges på blanket AR255, og der skal sendes regnskaber for de 3 seneste regnskabsår.
Man kan ikke få mindstesats, hvis virksomheden har været drevet i mindre end 3 regnskabsår.
