
Ansat med opsigelsesvarsel
Når man er ansat med et opsigelsesvarsel, skal arbejdsgiveren give afkald på dit opsigelsesvarsel. Ellers kan du ikke overtage andet arbejde med dags varsel, og det er jo betingelsen for at kunne få supplerende dagpenge.
Frigørelsesattest
Arbejdsgiveren kan give afkald på dit opsigelsesvarsel ved at udstede en frigørelsesattest eller ved at lade frigørelsesmuligheden fremgå af din ansættelseskontrakt.
FTF-A skal have frigørelsesattesten (eller kontrakten med frigørelsesmuligheden) senest 5 uger efter arbejdet er begyndt. I modsat fald kan du først få supplerende dagpenge fra den dag, hvor vi modtager frigørelsesattesten.
Hent frigørelsesattest hos Arbejdsdirektoratet
Når du og din arbejdsgiver har udfyldt attesten kan du sende attesten via TastSelv. Klik på "Send oplysninger til FTF-A" og derefter på "send dine dokumenter".
Tidsbegrænsning
Du kan få supplerende dagpenge i en periode på 30 uger inden for 104 uger. Kun uger hvor der er udbetalt supplerende dagpenge regnes med i de 30 uger.
Rådighed
Uanset hvordan man er ansat, når man modtager supplerende dagpenge, skal man stå fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er en grundlæggende betingelse for at få dagpenge - også supplerende dagpenge. Læs mere om dine pligter som ledig
Ny ret til supplerende dagpenge
Har du modtaget supplerende dagpenge i 30 uger inden for 104 uger, så stopper din ret til at modtage supplerende dagpenge.
Hvis du på ny ønsker at få supplerende dagpenge, skal du inden for en 12-måneders periode opnå 26 ugers ustøttet arbejde med mere end 30 timer i hver uge.
Opsigelse kan give karantæne
Opsiger du et deltidsjob, fordi du har mistet retten til supplerende dagpenge efter 30 uger, får du ikke karantæne. Du har også lov til at sige op til fordel for et job med flere timer. I alle andre tilfælde får du tre ugers karantæne for selvforskyldt ledighed.
