Bidragsfri perioder - Ofte Stillede Spørgsmål
Hvis du har valgt at betale til efterlønsordningen, er efterlønsbidraget en del af dit kontingent til FTF-A.
Som navnet antyder, er en bidragsfri periode en periode, hvor du er fri for at betale bidrag til efterlønsordningen.
Folketinget vedtog i efteråret 2006 et velfærdsforlig, hvor blandt andet efterlønsreglerne blev ændret. I den forbindelse blev efterlønsalderen hævet fra 60 til 62 år for nogle aldersgrupper.
At efterlønsalderen bliver hævet betyder, at der er nogle, som kommer til at betale efterlønsbidrag i længere tid end man havde regnet med, da man tilmeldte sig efterlønsordningen.
Derfor blev det også besluttet, at disse medlemmer kan få mulighed for at få en periode, hvor man ikke betaler til efterlønnen.
FTF-A har samlet en række af de oftest stillede spørgsmål vedrørende bidragsfri perioder:
Hvem kan få bidragsfri perioder?
Er du født mellem 2. juli 1962 og 31. december 1975 kan du muligvis få en bidragsfri periode. Det kommer bl.a. an på hvor længe du har betalt til efterlønsordningen.
Hvordan finder jeg ud af om jeg kan få en bidragsfri periode?
Alle a-kasser har pligt til at undersøge, om deres medlemmer har ret til en bidragsfri periode. Det er den a-kasse, du var medlem af pr. 31. december 2007, som skal undersøge, om du har ret til bidragsfri periode.Hvis du har ret til en bidragsfri periode, skal den a-kasse, som undersøger din situation, sende dig en opgørelse. Hvis du ikke har fået brev om bidragsfri periode senest en af de første dage i 2009, har du formentlig ikke ret til en bidragsfri periode.
Hvis du alligevel mener at du har ret til en bidragsfri periode, skal du kontakte FTF-A.
Hvor meget sparer jeg ved at holde bidragsfri periode?
Efterlønsbidraget er på 447,- kr. pr. måned i 2011. Hvis du har ret til fx et helt års bidragsfri periode betyder det altså, at du sparer 5.364,- kr.
Kan jeg vente med at bruge den bidragsfri periode?
Ja, du bestemmer selv, hvornår du holder den bidragsfri periode.
Skal jeg bruge hele den bidragsfri periode på én gang?
Nej, det bestemmer du selv. Du kan sagtens dele perioden op i flere perioder.
Hvordan tilmelder jeg mig?
Du skal selv tilmelde dig til en bidragsfri periode.
Det gør du ved at bruge vores Tast Selv.
Når du er logget ind i Tast Selv skal du:
- Klik fx på "mine data" i menuen til venstre
- Log på med dit cpr.nr. og pinkode (eller digital signatur)
- Vælg ”Betaling til efterløn”
- Vælg ”Bidragsfri periode”
- Vi har foreslået en startdato for den bidragsfri periode, som er lig med første dag i næste kontingentperiode. Det finder vi mest naturligt, når du har betalt kontingentet for dette kvartal
Du får en kvittering på, at du har tilmeldt dig en bidragsfri periode. I kvitteringen står også, hvor lang en periode du har valgt, og om du har noget tilbage af bidragsfri periode, efter den periode, der netop er valgt.
Når vi har registreret din tilmelding til bidragsfri periode, får du ikke et brev fra FTF-A om tilmeldingen. Din kvittering på Tast Selv er vores svar til dig.
Du vil kunne se tilmeldingen til bidragsfri periode på kontingentopkrævningen ved at vi opkræver et mindre beløb.
Hvordan får jeg pin-kode?
Hvis du ikke har en pin-kode i forvejen, får du automatisk sendt en pin-kode med posten inden for få dage efter du har fået vores brev.
Hvis du tidligere har haft en pin-kode, men ikke længere kan huske den, kan du bestille en ny pin-kode på Tast Selv.
Jeg har fået brev fra min tidligere a-kasse om, at jeg har ret til bidragsfri periode, men jeg har ingen dage til rådighed på Tast Selv?
Hvis du lige er blevet medlem af FTF-A, så vent et par dage og prøv igen.
Oplysningerne burde blive sendt automatisk fra a-kasse til a-kasse, når du skifter. Hvis det er længere tid siden, at du er blevet optaget i FTF-A, så kontakt FTF-A.
