Efterløn eller ej?

- pas på du ikke snyder dig selv! 

 

Folketinget vedtog den 21. december 2011 den tilbagetrækningsreform, der ændrer reglerne for efterløn. Hvis du er tilmeldt ordningen skal du i den kommende tid tage stilling til, om du vil fortsætte i ordningen, eller om du vil melde dig ud og få dine efterlønsbidrag udbetalt skattefrit.

Det er fristende at sige ja til tilbuddet om skattefrit at få efterlønsbidraget udbetalt. Men pas på du ikke snyder dig selv. Det er mere end efterløn, du vinker farvel til. Så tænk dig rigtig godt om.

Der er tre gode grunde til at blive i ordningen.

  1. Den skattefri præmie du kan få, hvis du arbejder i hele efterlønsperioden, vil til enhver tid være større end det beløb, du kan få udbetalt her og nu. Men det forudsætter, at du arbejder i hele efterlønsperioden.
  2. Der er stadig en efterlønsordning, hvis dit helbred svigter, eller du mister jobbet i en sen alder. Dog skal du tage højde for modregning af pension.
  3. Seniorjob og fleksydelse kræver, at du er med i efterlønsordningen.

Er du medlem af FTF-A vil du i løbet af februar få et brev, hvor du kan se din efterlønsalder, antal år du kan være på efterløn, og hvor meget du kan få ud, hvis du vælger at melde dig ud nu.

I menuerne neden for kan du også finde alt den information, du skal bruge for at træffe det valg, der er det rigtige for dig.

OBS: Dit valg er definitivt!

Hvis du melder dig ud af efterlønsordningen kan du aldrig træde ind i ordningen igen.

Der er ingen fortrydelsesret.

Du frasiger dig altså definitivt muligheden for efterløn.- Pas på, du ikke snyder dig selv

Efterlønsreformen på tre minutter

Få det hurtige overblik med vores efterlønspjece. Læs den HER.