Hvad kan du få i efterløn?

Størrelsen af din efterløn afhænger af, hvornår du går på efterløn. Går du på efterløn, når du kan og har modtaget dit efterlønsbevis, kan du få 717 kr. om dagen, hvis du er fuldtidsforsikret, og 478 kr., hvis du er deltidsforsikret (2012-satser). Du kan dog højest få 90 procent af den indtægt, du tidligere har fået.

2-års-reglen

Venter du to år og opfylder betingelserne for den såkaldte 2-års-regel, har du ret til en efterløn, der svarer til den højeste dagpengesats. Højeste dagpengesats for fuldtidsforsikrede er 788 kr. om dagen og 525 kr. for deltidsforsikrede (2012-satser). Hertil kommer også muligheden for en skattefri præmie og et mindre fradrag i efterlønnen for pensioner.

Se satser for 2012

På pensionskassernes fælles hjemmeside, Pensionsinfo, kan du selv taste dig til en vejledende beregning af din efterløn.

Pensioner bliver fratrukket din efterløn

Alle dine pensionsordninger skal fradrages i din efterløn, uanset om de kommer til udbetaling i efterlønsperioden eller ej. Fradraget bliver beregnet ud fra værdien af din pensionsformue ved det fyldte 60. år. Du har ret til et bundfradrag på mindst 14.200 kr., før det årlige fradrag udregnes.