Kontingentfritagelse
I nogle tilfælde kan man blive fritaget fra at betale kontingent. Det kræver dog, at man opfylder de særlige betingelser om kontingentfritagelse.
Se her hvilke situationer, der berettiger til kontingentfritagelse:
Under uddannelse
- Medlemmer under 30 år, som deltager i en uddannelse, der berettiger til optagelse som nyuddannet i en a-kasse. Kontingentfritagelse kan gives for 1 år ad gangen i op til sammenlagt 5 år, dog kun til uddannelsen er afsluttet. Fritagelsen er betinget af, at den samlede indtægt, fx fra SU og arbejde, ikke overstiger det maksimale dagpengeniveau eller elevlønnen.
- Medlemmer over 30 år, som deltager i en uddannelse, der berettiger til optagelse som nyuddannet i en a-kasse. Kontingentfritagelse kan gives for 1 år ad gangen i op til sammenlagt 5 år, dog kun til uddannelsen er afsluttet. Kontingentfritagelsen er betinget af,
- at den samlede indtægt, fx fra SU og arbejde, ikke overstiger det maksimale dagpengeniveau eller elevlønnen.
- at medlemmet ved uddannelsens start opfylder arbejdskravet med 1924 timers arbejde inden for 3 år eller tidligere har fået dagpenge og fortsat har dagpengeret, og
- at medlemmet betaler efterlønsbidrag. Man kan ikke blive fri for at betale efterlønsbidrag.
Voksenlærlinge
- Voksenlærlinge, som betaler efterlønsbidrag. Reglen gælder kun voksenlærlinge på 30 år og derover. Deres uddannelsesaftale skal være indgået efter bestemte regler. Fritagelsen kan bevilges under hele uddannelsen. Man kan ikke blive fri for at betale efterlønsbidrag
Dagpengeret ophørt
- Ved dagpengeretsophør for fuldt ledige medlemmer, der er tilmeldt jobcenteret. Her kan man få kontingentfritagelse så længe betingelsen er opfyldt, dog for højst 6 måneder ad gangen. Der kan kun ske fritagelse for betaling af efterlønsbidraget, hvis man har fravalgt at betale det. For en lille gruppe medlemmer over 50 år, vil det ikke altid være en god ide at blive fritaget for kontingent efter denne regel. For dem er der nemlig en særlig regel om at man kan gå på efterløn, selv om dagpengeretten er ophørt. Betingelsen er dog, at der betales både almindeligt kontingent og til efterlønsordningen. Disse medlemmer mister deres særlige efterlønsrettigheder, hvis de får kontingentfritagelse. Spørg på regionskontoret.
Frihedsberøvelse
- Frihedsberøvelse på mere end 30 dage. Kontingentfritagelsen kan i denne situation få virkning fra frihedsberøvelsens første dag, hvis FTF-A har fået ansøgningen senest otte uger efter starten på fængselsstraffen. Der kan kun ske fritagelse for efterlønsbidraget, hvis man har fravalgt at betale det.
Man kan ikke blive kontingentfritaget, hvis man får offentlig hjælp til forsørgelse (fx kontanthjælp eller revalideringsydelse).
Hvis det efterfølgende viser sig, at betingelserne for kontingentfritagelse ikke var opfyldte, skal medlemsbidraget for fritagelsesperioden efterbetales.
Tilmelding til kontingentfritagelse
Du skal søge skriftligt om kontingentfritagelse. Den kan tidligst få virkning fra den dato, FTF-A har modtaget ansøgningen.
Du kan sende din ansøgning via Tast Selv.
Hvis du søger kontingentfritagelse, fordi du deltager i uddannelse, skal vi bruge nogle flere oplysninger fra dig. Du kan derfor bruge denne blanket som ansøgning.
Hvis du er blevet frihedsberøvet i Danmark, gælder kontingentfritagelsen fra frihedsberøvelsens start.
