Betegnelsen EØS-lande dækker alle lande i EU samt Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein.
Når du arbejder i et andet EØS/EU-land, skal du som hovedregel også være arbejdsløshedsforsikret i landet.
I modsætning til Danmark har de fleste lande i EØS obligatoriske ordninger. Du skal altså være medlem af en a-kasse.
Når du arbejder i et EØS land, skal du:
- være medlem af en lokal a-kasse. Du er omfattet af landets eget forsikringssystem
- melde dig ud af FTF-A. Du må ikke være dobbeltforsikret.
Meld dig ikke ud, før du er sikker på, at du er blevet optaget i den nye a-kasse.
I forhold til de danske regler fungerer forsikringen i et EØS- land fuldstændig på samme måde, som hvis du var forsikret i FTF-A. Du bevarer dine rettigheder, optjener ret til dagpenge og kan overføre forsikrings- og arbejdsperioder til det danske system.
Når du vender hjem
Når du vender hjem til Danmark, må der ikke gå mere end 8 uger, fra forsikringen ophører i det andet EØS/EU-land, indtil du bliver genoptaget i en dansk a-kasse. Ellers kan du ikke bruge forsikringsperioden i udlandet til din anciennitet i Danmark.
Selvstændig i EØS-lande
Driver du selvstændig virksomhed i et andet EØS/EU-land, kan du som regel ikke blive arbejdsløshedsforsikret i landet. Du kan bevare dit medlemskab af FTF-A.
Ud over Danmark er det kun ganske få lande, der forsikrer medlemmer med selvstændig virksomhed. Kontakt derfor dit regionskontor, inden du starter selvstændig virksomhed i et af de lande.
Efterløn
Forsikringsperioder i andre EØS/EU-lande kan højest udgøre op til halvdelen af den tid, du skal have været forsikret, for at du kan gå på efterløn. Du skal have været medlem af en dansk a-kasse i mindst et år, lige før du tog til udlandet, og i samme periode have boet og opholdt dig i Danmark.
Hvis du skal melde dig ud af FTF-A og ind i landets lokale forsikringssystem, kan du ikke betale til din efterløn. Når du igen melder dig ind i en dansk a-kasse, får du tilbud om at efterbetale efterlønsbidragene.
For at få efterløn skal du have indbetalt det nødvendige efterlønsbidrag senest tre måneder efter, du er blevet genoptaget i en dansk a-kasse. Du skal også opfylde arbejdskravet med arbejde udført i Danmark.
