Arbejde i Sverige - bo i Danmark

Når du arbejder i Sverige, skal du være arbejdsløshedsforsikret i Sverige. Det gælder uanset om du er lønmodtager eller selvstændig.

Hvis du bliver ledig

Bliver du delvist eller periodisk ledig, men stadig har tilknytning til det svenske arbejdsmarked, så får du udbetalt dine ydelser i Sverige. Har du ikke været medlem af en svensk a-kasse længe nok til at du har optjent retten til ydelser, kan du få brug for et dokument PDU1 fra Danmark. Med denne attest kan du overføre dine forsikringsperioder og arbejdsperioder fra Danmark.

Dokument PDU1 får du på dit regionskontor.

Ledig på fuldtid

Bliver du fuldt ud ledig, skal du overflyttes til en dansk a-kasse. Det skal ske senest otte uger efter din arbejdsløshedsforsikring i Sverige er ophørt. Ellers kan dine svenske forsikringsperioder ikke medregnes i Danmark. Vi skal desuden bruge et dokument PDU1 fra Sverige, men det er ikke en betingelse for at du kan blive optaget i FTF-A.

Er du ledig på fuld tid, bliver du ikke længere betragtet som grænsearbejder.

Er du ”anden arbejdstager end grænsearbejder” og bliver fuldt ledig, vælger du selv, om du vil have ydelserne udbetalt fra Danmark eller Sverige. Vælger du at få ydelser fra Danmark, skal du stå til rådighed for det danske arbejdsmarked. Du skal være tilmeldt Jobcenteret i Danmark, og du bliver sidestillet med ledige, der bor i Danmark.

Du er altid velkommen til at kontakte FTF-A for at få personlig vejledning.