Forsikring for grænsearbejdere
Du er grænsearbejder, hvis du bor i et land og arbejder i et andet land, og tager hjem til dit bopælsland mindst 1 gang om ugen.
Så længe du er i arbejde, skal du være omfattet af lovgivningen i det land, hvor du arbejder.
Det vil sige, at du skal være arbejdsløshedsforsikret i beskæftigelseslandet. Bliver du delvist eller periodisk ledig, er det også beskæftigelseslandet, der udbetaler dine ydelser.
Fuldt ledige grænsearbejdere
Hvis du bliver fuldt ledig, overgår arbejdsløshedsforsikringen til bopælslandet.
Det vil sige, at dit bopælsland skal udbetale ydelserne. Du skal derfor skifte til en a-kasse i det land, hvor du bor. Kontakt din fremtidige a-kasse så hurtigt som muligt for at blive overflyttet i rette tid.
Er du fuldt ledig og ”anden arbejdstager end grænsearbejder” – det vil sige, at du rejser hjem mindre end en gang om ugen – vælger du selv. Du kan få ydelserne udbetalt fra dit bopælsland eller beskæftigelsesland. Du skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet i det land, der udbetaler dine ydelser.
Ved udmeldelse af FTF-A
Melder du dig ud af FTF-A, skal det ske skriftligt og med mindst syv dages varsel ved udgangen af en måned. Du er altid velkommen til at kontakte FTF-A for at få personlig vejledning.
Hvis du dokumenterer, at du er blevet omfattet af forsikringen i det andet land, kan du blive meldt ud af FTF-A, fra den dag du er omfattet af forsikringen i det andet land.
Hvilke lande er EØS-lande
Du skal være statsborger i et EØS-land for at være omfattet af de særlige regler for arbejdsløshedsforsikring i forbindelse med grænsearbejde.
Følgende lande bliver betegnet som EØS-lande:
Belgien, Bulgarien, Cypern (den græske del), Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Island, Italien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Malta, Norge, Polen, Rumænien, Portugal, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.
Hertil hører også en række oversøiske områder: Azorerne, Guadeloupe, Martinique, Madeira, de Kanariske Øer, Fransk Guyana, Réunio, Balearerne, Gibraltar, Ceuta, Melilla, Shetlandsøerne, Orkney Øerne, Western Isles, Hebriderne, St. Martin og Isle of Wight.
