Alle lærer at tackle konflikter
I Fredericia Kommune går de grundigt til værks: Samtlige omkring 1000 medarbejdere lærer at forebygge og håndtere konflikter. Funktionærer og tjenestemænd får på det syv uger lange diplommodul mulighed for at analysere, forstå og løse egne medbragte konflikterfaringer, og tilbagemeldingerne er meget positive.
”Hvordan skal vi fordele trepartsmidlerne?”, spurgte ledelsen i Fredericia Kommune. Svaret fra tillidsrepræsentanterne var enkelt: ”Alle medarbejdernes kompetencer inden for konflikthåndtering skal løftes”.
Som sagt så gjort: Henover efteråret og foråret har 100 AC’ere været på todages kurser, i år og næste år skal omkring 300 medarbejdere inden for FTF-området igennem et diplommodul, og sideløbende har andre 600 ansatte været af sted på tredages kurser.
Projektleder Hanne Niemann Jensen fra det kommunale Uddannelsescentret Fredericia kender endnu ikke de konkrete resultater af, at i alt omkring 1000 medarbejdere får ny viden, men at dømme efter deltagernes evalueringer har det været en stor succes.
Se sig selv med nye øjne
”Både på de korte og de lange kurser kan vi læse, at de har fået rigtig meget ud af det. Mange nævner, at de har fået nye værktøjer, og mange fortæller, at de er blevet klogere på sig selv, og at de har lært at se på sig selv med andre øjne. De er for eksempel blevet opmærksomme på, at de måske selv er med til at skabe konflikter uden at ville det”, forklarer Hanne Niemann Jensen og fortsætter:
”Mange fortæller også, at de efter kurset er mindre bange for at tage konflikterne, for nu ved de, hvordan de håndterer vrede og irritationsmomenter uden at optrappe konflikten. Flere føler også, at de har lært at formulere sig og at forstå, hvad andre siger uden for eksempel at tolke fjendtligheder ind i andres ord”.
Teori, praksis og egne erfaringer
1000 kursister er mange, de har forskellige behov, og Fredericia Kommune har benyttet sig af flere eksperter på området. AC’ernes todages kurser blev ledet af Center for Offentlig Kompetenceudvikling (COK). Deltagerne kunne vælge imellem forskellige retninger bl.a. forhandlingsteknik, kommunikation og konflikthåndtering samt formidlings- og præsentationsteknik. Konflikthåndtering var et fælles element i alle kurserne.
University College Syddanmark og Rambøll/Attractor er gået sammen om diplommodulerne til de mange FTF-ansatte. Deltagerne kan søge orlov til de syv ugers undervisning, som består af et 900-1000 siders kompendium, undervisningsdage, selvstudium samt samarbejde, hvor deltagerne medbringer en oplevet konflikt, som de i fællesskab skal forstå, analysere og løse. Modulet slutter med en skriftlig opgave og en eksamen.
De 600 medarbejderes tredages kurser foregik i regi af Center for Konfliktløsning, der i alt skal have 30 hold igennem inden årets udgang. Fokus er rettet mod det praktiske frem for det teoretiske, så deltagerne skal ved hjælp af øvelser og samtaler praksisanalysere de konflikter, de selv bakser med på arbejdspladsen.
”Det er vigtigt, at medarbejderne ikke skal på kursus sammen med deres nærmeste ledere, netop fordi deltagerne i høj grad skal analysere og trække på egne erfaringer fra hverdagen. Trepartsmidlerne har derfor hidtil været brugt på de ansatte, og til efteråret forbeholder vi så et par af kurserne til lederne, for der er større chance for at skabe fælles fodslag i afdelingerne, hvis lederne også har fået ny viden og nye redskaber”, forklarer Hanne Niemann Jensen.
Ugelang workshop
Til september bliver der samlet op på tredages kurserne, og FTF-medlemmerne er også velkomne. Det foregår i den årlige arbejdsmiljøuge, hvor der i år bliver to workshops med en underviser fra Center for Konfliktløsning.
”Efter alle kurserne ligger der nu en fond af viden i kommunen, og på de to workshops får vi mulighed for at skabe et fælles forum og høre, hvad der er sket i de enkelte afdelinger og teams: Hvad nytter, og hvad skal der til for at forebygge og håndtere konflikter?”, uddyber Hanne Niemann Jensen.
Anerkendende ledelse
Hun kender ikke til planer om, at kommunen skal have formuleret et egentligt fælles kodeks for konflikthåndtering, for det ligger allerede indirekte i det eksisterende ledelsesgrundlag.
”Vi praktiserer anerkendende ledelse i Fredericia Kommune, hvilket betyder, at vi har fokus på at anerkende andre og selv at markere, hvad man står for. Det handler kort sagt om måden, man kommunikerer på, og jeg opfatter konflikthåndtering som et parallelt spor, der spiller fint sammen”, slutter hun.

Kommentér emnet