Den nødvendige samtale

Den "svære" samtale om dine grænser på jobbet skal gå efter bolden og ikke manden. Ellers risikerer du, at budskabet ikke bliver hørt, som det var ment, og at du lægger grunden til konflikt.

Af Birgitte Ramsø Thomsen

Der findes en type samtale, som mange af os helst vil undgå. Det er dem, hvor der for alvor er noget personligt på spil. De samtaler, hvor det er vigtigt, at du får dit budskab igennem - men hvor du ved, det kan blive mødt med modstand, vrede eller fornægtelse.

Ofte handler det om at sætte grænser - i forhold til dig selv eller andre. Det kan være over for en kollega eller medarbejder, der giver problemer, en urimelig kunde eller patient, eller situationer, hvor man har brug for at sige fra eller give feedback.

Poula Helth og Hans Jørn Filges har mange års erfaring som udviklingskonsulenter i organisationer. De argumenterer i bogen "Den nødvendige samtale i arbejdslivet" for, at medarbejdere på arbejdspladser skal blive meget bedre til dialogen, til at rumme og lytte til hinanden. Det gælder også for den type samtaler, hvor man har brug for at sætte grænser.

Marker personlige grænser

"I den grænsesættende samtale sætter man personlige grænser, man siger fra og gør opmærksom på, at grænsen er nået, at man har fået nok. Men man siger også til, når man gerne vil rykke den personlige grænse i en anden retning og involveres noget mere. Det kan f.eks. være man ikke synes, man bliver brugt nok - og til det rigtige. Det kan være kvinden, der er vendt tilbage fra barselsorlov, som ikke får nye opgaver og som oplever, at hendes kompetencer slet ikke udnyttes. Hvor hun siger: "Jeg vil egentlig gerne prøve nogle andre opgaver", siger Poula Helth som eksempel på, hvornår det kan være passende at kridte en grænse af.

Det kan også være i situationer, hvor man er utilfreds med samarbejdet med nogle kolleger, fordi man ikke synes, de tager del i det fælles ansvar, men springer over hvor gærdet er lavest.

Det er vigtigt at få taget de samtaler, som ellers har en tendens til at blive udskudt, lige indtil låget ryger af trykkogeren.

Tag udgangspunkt i dig selv

Det mest afgørende i den type samtaler er, at man går efter bolden, og ikke efter manden. Poula Helth uddyber hvorfor:

"Man skal tale med afsæt i sine egne oplevelser, men også forsøge at anerkende andres måder at se tingene på, selv om man ikke er enig. Det kan være en god idé at opstille nogle spilleregler i forbindelse med grænsesættende samtaler, fordi det kan være følsomt at tale om noget, der vil indeholde kritik af andre."

Samtaler der sætter grænser, kan nemlig godt gennemføres, uden at de bliver sårende og konfronterende. Det kan kræve, at man ændrer arbejdspladsens kultur, især hvis man er vant til at være meget kritisk og kontant over for hinanden.

"Man skal tale ud fra egne tanker, følelser og værdier og holde sig til sine egne oplevelser frem for at påpege fejl og mangler hos andre," siger Poula Helth.

Får man for eksempel grænseoverskridende, sjofle e-mails fra en kollega, skal man ikke begynde at beskylde modtageren for at være sjofel og pervers, men blot gøre opmærksom på, at man ikke ønsker at modtage dem.

Forstå den andens intention

Det er også vigtigt, at man formår at forstå de forskellige positioner i kollegagruppen. Der vil ofte være flere versioner af samme situation. Derfor er anerkendelsen en grundlæggende forudsætning for den slags samtaler, så de ikke ender i konflikt og skænderi.

"De fleste mennesker har gode intentioner med det, de gør, selv om man ikke umiddelbart kan forstå deres intentioner eller måden, de udtrykker sig på. Ved at lytte til intentionerne forstår man bedre meningen, der ligger bag en uforståelig handling."

Poula Helth påpeger også, at det ofte virker som en lettelse, hvis en kollega bringer noget op, som de andre i medarbejdergruppen synes, det er svært at tale om: Fx at folk konsekvent kommer for sent til møder eller får lov at undvige referenttjansen.

Personen, der har sat en grænse eller gjort opmærksom på et problem vil ofte her have behov for en positiv respons.

"Det bedste er, hvis det er en anden i arbejdsfællesskabet, som anerkender, at der endelig er en kollega, som har sat ord på noget, de andre i gruppen har kæmpet med i årevis."

Selv om man på arbejdspladsen har viljen til at tale grænsesættende, kræver det træning og udholdenhed at blive god til at tage imod kritik, uanset om den rettes mod en selv eller andre. 

Spilleregler ved grænsesættende samtaler

• Tal for dig selv og tag udgangspunkt i det, du tænker og føler • Vær neutral og undgå følelsesladede udtryk • Vis respekt for den anden - pas på med personlig kritik • Undgå at tolke den anden - spørg om, hvordan den anden forstår det, du siger • Det er ikke et mål at blive enig, men at kunne forstå hinandens verden, at blive hørt og at skabe gensidig accept Kilde: Poula Helth og Hans Jørn Filges: "Den nødvendige samtale i arbejdslivet", Dansk Psykologisk Forlag, 2008