Artikler, 31. august 2010

Dit sande net-jeg

Hvad sker der, hvis du Googler dit eget navn? Virksomhederne søger efter oplysninger om dig, og de gør det før de udvælger kandidater til jobsamtalen. Derfor gælder det om at være på forkant, så din kommende chef kun finder dine bedste sider.

Af Julie Mathiesen

Det skarpe CV og den gode jobansøgning får dig over i bunken af udvalgte – så langt så godt. Men jobsamtalen er måske først indenfor rækkevidde, når virksomheden har tjekket dig på Google. For som strategisk rådgiver hos Advice Digital, Anna Ebbesen konstaterer, så har arbejdsgiverne en tendens til at mene, at det de finder på Google er mere ’rigtigt’, end det billede ansøgeren tegner af sig selv.

Derfor gælder det om at være bevidst om og aktivt pleje sin digitale profil. Og man kan i høj grad selv styre, hvad andre skal finde om én på nettet, forklarer Anna Ebbesen:

”Omkring halvdelen af alle danskere har en Facebook-profil, så det er et godt sted at starte. Luk af for offentligheden, så du selv bestemmer, hvem der må se hvad om dig. Derefter inddeler du dine Facebook-venner i forskellige grupper, for de skal have forskellig adgang til dine oplysninger, billeder og din gøren og laden”.

Bloggen afslører dig

Hvis du som 33 procent af befolkningen jævnligt læser og kommenterer blogs, så sørg for at kommunikere ordentligt. Lad være med at overfuse andre bloggere på Politikens blogforum, for dit sure opstød vil helt sikkert komme frem i toppen af resultatlisten, når din kommende arbejdsgiver Googler dig. Opfør dig derimod på en måde, som du kan stå ved.

”Søgemaskinerne er så effektive i dag, at vi ikke længere behøver privatdetektiver. Så når du sidder til jobsamtalen, ved de sikkert godt, at din onkel har været i et forbrugertjek med en dårlig sag, og at du holdt ferie på Mallorca sidste år”, konstaterer Anna Ebbesen. Hun advarer dog imod, at man forsøger at tegne et digitalt glansbillede af sig selv:

”Frygten for at stikke forkert ud kan føre til sådan en Disney-ficering, hvor vi alle fremstår pæne, dydige og alt for blankskurede. Men det kan virke så urealistisk, at arbejdsgiveren gør en ekstra indsats for at finde ind bag din facade, og derved får han måske netop gravet noget grimt frem”.

Sælg dig selv i billede og lyd

Anna Ebbesen råder derfor til, at vi står ved vores personlighedstræk og i stedet bruger de sociale medier til at blive lagt mærke til på en måde, som papiransøgningen ikke kan. For blandt de mest anvendte sociale medier finder vi også Flickr, YouTube, Twitter og LinkedIn, og de åbner helt nye muligheder.

”Vi er levende mennesker, og det kan man gengive stort set gratis på internettet. Skuespillere og musikere kan bruge Flickr og YouTube til i levende billeder og med lyd at vise, hvem de er, og hvad de kan. Det gælder sådan set også alle andre, der ikke er så gode til det med ord på skrift. Og på Twitter kan man med få ord give udtryk for sine holdninger – også uden at man i øvrigt behøver at forholde sig til andres indlæg som på en blog”, forklarer hun.

Billeder, lyd og tekstbidder kan også let deles med andre, og dermed bliver man endnu mere synlig på nettet – dog stadig kun med det, man selv har valgt at lægge ud til offentligt skue.

Få job via netværk

”Det bliver mere og mere udbredt, at chefen spørger, om medarbejderne kender nogen, der ville passe godt til det ledige job. Det er hurtigere, nemmere og billigere at ansætte nogen, som en medarbejder siger god for, og derfor er det vigtigt, at vi udnytter vores netværk”, forklarer Anna Ebbesen.

For at medarbejderen skal nævne dit navn, skal han have hørt om dig, og her er de sociale medier fremragende. For når du deler din lyd og dine billeder med andre, er du allerede på vej ind i deres netværk. Især LinkedIn er et meget erhvervsorienteret socialt medie, hvor man ifølge Anna Ebbesens vurderinger ikke skal underkende, at der indirekte bliver opslået og besat mange stillinger. Man kan bruge det sådan lidt erfa-gruppeagtigt, og derfor mener hun, at alle uanset branche bør oprette en profil:

”En LinkedIn-profil er reelt et udvidet CV, og vælger du også at lægge dit billede på, får virksomheden direkte adgang til at se, hvem du er, for LinkedIn popper typisk op i toppen af en Google-søgning”.

Anna Ebbesens afsluttende opfordring lyder på at bruge de sociale medier og udnytte mulighederne for at promovere os selv. For ved aktivt at pleje vores net-image har vi indflydelse på, at vores digitale fodspor ikke peger i en gal retning.

Kommentér emnet

* Skal udfyldes

*
*
*
CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse
Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.
*

Job og Karriere

I sidste nummer af Job&Karriere var temaet: Innovation og kreativitet