Artikler, 28. februar 2011

Facilitering skaber mening og værdi

Det gode møde skal give mening for deltagerne og værdi for brugerne. Og det er netop, hvad det faciliterede møde gør. Her er den hurtige forklaring på, hvad facilitering er og kan.

Af Anders Tybjerg

Ordet facilitering kommer oprindeligt af latin og betyder ”at gøre let”. Forstået på den måde, at man gør det let for en gruppe at nå sit mål. En facilitator er derfor en person, der har som opgave at få en gruppe til at fungere, så det svære bliver let. 

Facilitering kan bruges i mange sammenhænge. Ikke mindst som et værktøj til bedre møder.

”Ved det traditionelle møde er fokus på indhold frem for form. Ved det faciliterede møde styrer man derimod på form frem for indhold”, fortæller Ib Ravn, der er lektor og Ph.d. ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole ved Aarhus Universitet. Han har gennem længere tid forsket i blandt andet facilitering, videndeling og lærende møder.

Fokusering

Ib Ravn kalder facilitering for et fokuseringsinstrument, der giver mulighed for, at alle kommer på banen. Facilitatoren gør det ved at styre stramt på tid og ved at have opmærksomhed på, at alle er involverede og opmærksomme. Konkret bruger facilitatoren en række små tricks, hvor man fx summer 2 og 2, tager 5 minutter ud til at reflektere for sig selv, walk-and-talk og en hel række andre små teknikker (Se også Værktøjskassen: 16 måder at engagere på).

Når målet er, at alle skal på banen, kunne man tro, at det vil give endeløse diskussioner og nogle meget lange møder. Men det er ikke tilfældet.

”De dårlige møder er dem, hvor alle diskussioner foregår i plenum. Men hvis du i stedet laver små grupper, hvor man drøfter tingene, så kommer alle på banen, og de fleste har det bedre med den lille gruppe end det store plenum. Så er det kun brallerhovederne, der er kede af ikke at høre sig selv i den store forsamling”, siger Ib Ravn.

Eliminerer tilfældighed

Ib Ravn peger på, at facilitering kan eliminere tilfældighed og give gode møder hver gang.

”Du kan sammenligne mange møder med, at du stiger på toget til Roskilde, men halvdelen af gangene kommer du til Helsingør. Tilfældigheden er alt for stor. Men med det faciliterede møde, kan du få en meget større træfsikkerhed”.

Ib Ravn mener, at vores oplevelse af om et møde er godt eller dårligt i høj grad afhænger af formen, ikke bare indholdet. Det gode møde er, når vi føler os involveret og hørt. Så er det også nemmere at acceptere beslutninger, vi ikke nødvendigvis er enige i.

Slut med wienerbrødsmøder

Facilitering som værktøj har en historie på en 30-40 år og stammer tilbage fra den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, hvor man søgte værktøjer til at udfordre autoriteterne og bryde den meget topstyrede tradition i amerikanske virksomheder. Herhjemme har vi en meget mere demokratisk kultur, og her kan facilitering være et værktøj til at bryde med den overdemokratiserede snakkekultur.

I dag er facilitering stadig mest et værktøj for konsulenter. Men Ib Ravn spår, at det i en nær fremtid vil være nogle værktøjer, der er en naturlig del af mange virksomheders mødekultur.

”Tiden er løbet fra wienerbrødsmøderne. Vi gider dem ikke, og der vil komme stadig mere fokus på, at møder skal give mening for mig som deltager, og de skal give værdi for kunderne og borgerne”, siger Ib Ravn.

Facilitering vil i dansk mødekultur repræsentere en strammere linje. En tydeliggørelse af, at møder skal levere resultater med det lavest mulige tidsforbrug og en høj grad af involvering.

Se mere om Ib Ravns arbejde med lærende møder og videndeling her:
http://www.dpu.dk/fv/
http://fac-vid.squarespace.com/

 

Steen Christensen, 11-03-11 11:49
Facilitering,rammer og regler, formål og mål. Kært barn har mange navne, det kan være en god måde at fastholde tid og mål. De fleste der er uddannet indenfor undervisningen branchen, de har stifte bekendskab med dette fænomen i deres uddannelse, i form af lektionsplan.

Kommentér emnet

* Skal udfyldes

*
*
*
CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse
Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.
*

Job og Karriere

I sidste nummer af Job&Karriere var temaet: Innovation og kreativitet