Artikler, 16. november 2009

Innovation er for alle

En af Danmarks meget erfarne rådgivere ud i innovation og nytænkning understreger at hele virksomheden skal involveres, for at det kan lykkes

Af Anders Tybjerg

Det er en udfordring at ændre en organisation fra at gøre tingene, som man altid har gjort, og til pludselig at skulle udvikle, nytænke og være innovativ. Ikke mindst fordi innovation er en opgave for hele organisationen, og ikke kun for cheferne og de få udvalgte.

At innovation er for alle, er helt grundlæggende for Jesper Klit, der som kommunikations- og innovationsrådgiver arbejder med at gøre nogle af Danmarks største virksomheder bedre til at tænke nyt. 

"Innovation er alt for vigtigt til at overlade til topchefer og dem, der har et skilt med udviklingskontor på døren. Det er medarbejderne, der har kundekontakterne, og det er meget ofte dem, der har ideerne til, hvordan man kan udvikle sin forretning. Det er fra gulvet og opefter, det skal komme. Det er en meget vigtig pointe, og det er afgørende for, om man lykkes med at gøre sin virksomhed mere innovativ", siger Jesper Klit, der arbejder med private- og offentlige virksomheder samt organisationer i ind og udland.

Åbenhed for alle ideer

Samtidig skal ledelsen ville nytænkningen helt ind til benet, og de skal afsætte de nødvendige ressourcer, penge og mandskab til opgaven. Det er også ledelsen, der skal sikre, at der kommer den rette innovationskultur.

"Ledelsen har et ansvar for, at alle bliver inviteret inden for i processen. Det skal være tydeligt, at lige gyldigt om man er yngste mand eller den erfarne chef, så er ideerne lige velkomne", siger Jesper Klit.

Og så skal det være helt klart, at man ikke sætter sit job og position på spil, ved at komme med ideer.

"Det skal være omkostningsfrit at række hånden op. Der skal være en ånd, så man ikke skal være bekymret for repressalier, eller om man nu får innoveret sig ud af sit eget job. Det skal ledelsen kommunikere helt tydeligt.".

Rammerne på plads

Ledelsen har også en vigtig opgave med at sikre, at der en den nødvendige "infrastruktur" til at håndtere ideerne, pointerer Jesper Klit.

"Når ideerne kommer, skal der være nogen, der samler dem op og arbejder videre med dem. Ledelsen skal etablere de nødvendige rammer – fx elektronisk – og sikre at nogen forholder sig til ideerne, arbejder videre med dem, prioriterer og melder tilbage på, hvad man gør", siger Jesper Klit og tilføjer, "det er meget kendetegnende, at de succesfulde virksomheder er dem, der er gode til at høste ideer fra hele organisationen".

Fælles sprog

Jesper Klit er af den opfattelse, at vi alle er kreative. Men vi har den udfordring, at jo længere tid vi har været på arbejdsmarkedet, jo mindre kreative bliver vi, og jo højere uddannet vi er, jo mere tunnelsyn har vi. Vi bliver også hæmmet af, at vi dag ud og dag ind færdes i de samme fysiske rammer blandt de samme mennesker, siger Jesper Klit. Derfor skal vi nogle gange hjælpes til at blive mere nytænkende i hverdagen. Et sted at starte er ved at få et fælles sprog.

"Innovation kan være et ret skræmmende ord. Men som facilitator er min opgave at gøre det nemt, og jeg starter fx med, at man i organisationen får et fælles sprog for, hvordan man tænker innovation, hvordan man processuelt arbejder med det, hvordan man evaluerer det, og hvilke mål man har. På den måde får man det ned på jorden, og man får en kollektiv bevidsthed om, hvordan man griber det an".

Godt håndværk

Næste skridt er at få ideer på banen.

"Teknikken er, at man løbende åbner og lukker. Åbner for ideer, udvikler og behandler dem, lukker den ned for derefter at åbne processen op igen", siger Jesper Klit.

Han understreger, at innovation i bund og grund er et spørgsmål om godt håndværk, og ikke så meget et spørgsmål om, at man nødvendigvis skal have alle de skarpeste hjerner under taget for at kunne være en meget innovativ virksomhed. Det er i virkeligheden ret lavpraktisk. Det pointerer Jesper Klit ved at give følgende råd til, hvordan man kan blive mere innovativ.

Sådan tænker vi nyt:

Der er mange måder og mange teorier og mange nærmest videnskabelige tilgange til kreativitet og innovation. Men i virkeligheden kan man komme langt med ganske enkle greb:

1.   Kør en ny vej til arbejde. Du bliver overrasket over, hvem du risikerer at møde…

2.   Læs noget andet end du plejer, lyt til noget andet musik, se Tv-programmer, du normalt aldrig ville se.

3.   Sørg for – bare engang imellem – at spise frokost med folk fra din virksomhed, som du intet har med at gøre.

4.   Forlad dit vante arbejdsmiljø et par timer hver uge! 70 procent af det, vi tænker, er et direkte resultat af vores omgivelser. Skræmmende, ikke sandt…

5.   Spørg din familie – specielt dine børn – hvordan de vil løse et problem, du arbejder med.

6.   Sørg for at sikre dig tid til at udvikle ideer. Og tving dig selv til at komme op med mindst tre forskellige muligheder, inden du bestemmer dig.

7.   Eksperimentér: Mennesker der er gode til at få ideer eksperienterer og er parate til at acceptere, at de begår fejl...7.     

8.   Anvend inkubation: Stil dig selv en udfordring (gerne formuleret som et spørgsmål) og glem alt om den. Lad så din ubevidste intelligens arbejde...

9.   Brug kroppen: Krop og hjerne taler sammen. Når du bevæger kroppen, bevæger du hjernen...

10. Snyd din hjerne: Tilfør friskhed, tilfældighed og forstyrrelse så ofte du kan

Kilde: Jesper Klit & Partners, www.jesperklit.dk

 

Kommentér emnet

* Skal udfyldes

*
*
*
CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse
Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.
*