Artikler, 30. august 2011

Mentaltræning vinder frem på arbejdspladsen

På flere og flere virksomheder får medarbejdere tid til at meditere i arbejdstiden. Fænomenet hedder mindfulness og bruges især til bekæmpelse af stress. Men det handler i virkeligheden om at få et mere lykkeligt liv, fortæller Rasmus Hougaard fra Potential Project. Her er den korte forklaring på ét at tidens store buzzwords

Af Anders Tybjerg

Sæt dig godt tilrette i stolen, luk øjnene, ret din fulde koncentration mod din vejrtrækning og giv slip på alle distraherende tanker. Når tankerne alligevel går på langfart, så ret hele tiden opmærksomheden tilbage mod dit åndedræt. Gør det i et minut eller ti minutter. Du er nu godt i gang med at praktisere en af tidens nye strømninger, når det gælder bekæmpelse af stress og evne til at være i nuet. Mindfulness hedder det.

Egentlig kommer mindfulness fra buddhistisk meditation. Men så begyndte amerikanske forskere at interessere sig for de helbredsmæssige effekter af den særlige meditationsteknik. Siden er mindfulness blevet renset for de religiøse aspekter, og idag eksperimenterer flere virksomheder med at bruge det. Ikke mindst i amerikanske virksomheder er det en stor trend, men også Sony Europa, Danske Bank, Irma og forsikringsselskabet IF bruger det.

”Mindfulness er mental træning med det formål at gøre os mere tilstede i nuet. I stedet for hele tiden at være optaget af, hvad der skete lige før, i går og hvad der sker som lidt, bliver vi bedre til at være til stede i det, der sker lige nu”, fortæller Rasmus Hougaard. Han har arbejdet med mindfulness i de sidste 15 år og er stifter af Potential Project, der er et samarbejde mellem forskere og virksomheder – blandt andet Sony og Audi – om at bruge mindfulness i arbejdslivet.

Dokumenteret virkning
Ifølge Rasmus Hougaard er der i dag mere end 2500 forskningsprojekter i effekterne af mindfulness. De viser, at mindfulness virker på stress og depression, og at det desuden har direkte fysiske effekter – det er fx blodtrykssænkende. Rasmus Hougaard har blandt andet været med til at implementere mindfulness i den industrielle afdeling i forsikringsvirksomheden IF. Det var et meget ambitiøst projekt, hvor man har uddannet 4 instruktører, og hvor medarbejderne hver dag bruger 15 minutter på mindfulness-træning. Resultaterne er til gengæld imponerende: 88 % af medarbejderne siger, de er blevet bedre til at fokusere på arbejdet, 68 % mener, de er blevet mere effektive og 60 % siger, at de har fået en stærkt forøget evne til at undgå stress. Og så er der også 60 %, der har fået en forøget kvalitet i samværet med familien.

Når virksomhederne tager det til sig, er udgangspunktet som regel, at man ser det som en værktøj til stressbekæmpelse og til at opnå højere effektivitet.

”Jeg tror på, det kommer til at boome helt vildt i de næste 10-20 år. I førte omgang fordi man bruger det til at reducere stress i sygefravær. Men i næste trin, fordi det giver en meget større arbejdsglæde og et mere lykkeligt liv,” siger Rasmus Hougaard.

Fokus på åndedræt
I praksis foregår mindfulness ved, at man hver dag afsætter tid til mental træning.
”Når man træner mindfulness observerer man sine tanker, oplevelser og først og fremmest åndedrættet. Vores åndedræt har vi med os overalt, og derfor kan man praktisere mindfulness i mange situationer, hvor man har tid tilovers,” fortæller Rasmus Hougaard.

Men han understreger også, at mindfulness ikke er nogen mirakelpille, der virker fra den ene dag til den anden.
”Der er ligesom at gå i fitnesscenteret. Det nytter ikke bare at gå derned. Der skal også løftes nogle vægte og løbes på løbebåndet, før det virker. Jeg har selv brugt mange timer på at praktisere det,” fortæller Rasmus Hougaard

Videre med mindfulness
Hvis du er blevet nysgerrig på, hvordan man bruger mindfulness i praksis, kan du se video her om de cafemøder, der blev afholdt i Odense, København, Århus og Aalborg. Desuden anbefaler Rasmus Hougaard bogen ”Slip sindet fri” af Sakyong Mipham, der er en internationalt anerkendt instruktør. Men allerhelst skal du finde et kursus med en god instruktør.

Som en start er her 5 simple øvelser:

1: Ti minutters mindfulness træning
- Sæt dig godt tilrette
- Luk øjnene og fokuser på åndedrættet
- Tæl åndedragene
- Giv slip på distraherende tanker og vend hele tiden tilbage til åndedrættet.

”Der er ikke mange af os der kan fokusere på ret meget i mere end et par sekunder af gangen. Men du kan træne din opmærksomhed til at være der, hvor du gerne vil have den,” siger Rasmus Hougaard.

2. Et minuts pause
- Gør som ovenfor, hvor du tager tre indåndinger og udåndinger.

”Ved at gøre det en gang i timen vender du hele tiden tilbage til det, du er i gang med,” fortæller Rasmus Hougaard. 

3. På vejen hjem
- Når du kører hjem, så brug tiden på at rette fuld opmærksomhed om åndedrættet i fem til ti minutter.

Se også potential projects hjemmeside her

Bente Hansen, 01-09-11 22:04
Jeg ku`godt tænke mig at vide hvordan mindfulness kan blive "renset" for religiøse aspekter? Det fremgår ikke.. Iflg. min overbevisning er det en Religiøs/Budhistisk seance uanset hvordan man vender og drejer det. Bi/Virkningen på længere sigt kendes officielt endnu ikke. Fordi store kendte firmaer bruger det gør det nødvendigvis ikke mere acceptabelt. Bare en lille tankevækker ..

jette schwartz, 03-09-11 00:15
Jeg er ikke særlig tryg ved at min a-kasse bruger mine midler på at formidle én bestemt religion. Jeg kunne godt tænke mig at vide hvad der ville ske hvis man foreslog muslimske bønner 2-3 gange dagligt? Så havde holdningen og reaktionerne nok været til at mærke. Selv synes jeg en morgen og aftenbøn er en dejlig måde at leve på.

Anders Tybjerg, 05-09-11 11:42
Kære Bente
Nogle anvender mindfulness som praktiserende buddhister.
Men, når det bruges i vestlige virksomheder er det ikke forbundet med noget religiøst. Så er der blot en meditationeteknik, der har rødder i buddismen

Anders Tybjerg, 05-09-11 11:59
Kære Jette
Som sagt er der ikke noget religiøst i mindfulness. Se det i stedet som et udtryk for at tanker og ideer fra forskellige kulturer blandes og deraf opstår nye ideer og handlemåder.

Josefine Høyrup, 05-09-11 18:43
Hej! Jeg sidder og læser jeres kommentarer og vil lige indskyde at Buddhisme ikke er en religion, men en livsfilosofi!!!
Så hvorfor ikke gi det en chance? ( -har selv lige været på et aktiverings kursus, hvori mindfullness var et tilbud, der blev flittigt brugt af alle, og også de mest modvillige fik faktiskt noget ud af det!!!

Jane Møller, 06-09-11 19:49
Jeg kan godt forstå dem som kan blive lidt bange mht. religion, sådan havde jeg det selv til en start. Nu har jeg ganske rigtig fundet ud af at buddhisme er en livsfilosofi og den er fantastisk. Men pas på, for det kan virkelig ændre dit - til tider kaotiske liv - hvis du vil....

anders, 12-09-11 22:03
@ bente hansen.

kære bente.

hvordan 'renses' mindfulness for religiøst indhold, spørger du.

mindfulness er en teknik der i sig selv ikke har nogen religiøs bagage. der er ikke noget at rense.

der er tilgangen man går til teknikken med der gør den buddhistisk eller ej.

som du måske ved, betragtes bueskydning eller det at rive grus af nogle zen-buddhister som en religiøs praksis.

men det gør jo ikke danske bueskytter (eller parcelshusejere der fejer indkørsel) til buddhister.

derudover siger du at virkninger og bivirkninger ikke kendes. dette er usandt.

der er forsket omhyggeligt i mindfulness gennem de sidste 30 år.

der er KUN observeret positive virkninger af forskellige art (øget koncentration, styrket immunforsvar, sænket stress, dæmpet angst osv).
der er ingen 'bivirkninger'.

denne bog samler en række forskningsprojekter fra en række kendte universiteter der alle dokumenterer dette:

Baer, Ruth (Red.): Mindfulness-Based Treatment Approaches – Clinician’s Guide to Evidence Base and Applications, Academic Press, 2006.

hvis du hellere vil have en mere populærvidenskabelig fremstilling af forskning vedr mindfulness har newsweeks videnskabsredaktør skrevet en sådan:

Begley, Sharon: Train Your Mind Change Your Brain – How a New Science Reveals Our Extraordinary Potential to Transform Ourselves, Ballantine Books, New York, 2007.

jeg håber dette dette svarer på dine spørgsmål.

Lars Christensen, 17-09-11 15:48
Jeg har set mange ting i denne verden og har rejst til asien ca 34 gange jeg ved at.når åndedrættet er rolig,eller urolig,er sindet det også,og med det også yogien.derfor skal åndedrættættet kontrolleres.Så kald det hvad i vil men i bliver hvad i tænker og dit liv bliver der efter :-) så kald det det ene eller det andet men det virker I vil føle den største ro hvis i øver. Det har ikke noget med religion at gøre men er sund fornuft.

Lars Christensen, 17-09-11 15:50
lev dit eget liv,thi du vil dø din egen død

Dorthe Hansen, 25-09-11 10:56
Hvor er det dejligt min a-kasse vil bruge penge på at følge med tiden. Hvor er det dejligt man forsøger sig med teknikker som giver et bedre arbejdsliv.
Jeg praktiserer ikke meditation. Formår desværre ikke at falde nok ned og til ro, men jeg er altid tilhænger af nye metoder til et bedre liv og arbejdsliv.

Anders har helt ret i at det er veldokumenteret, for i al den tid jeg ikke kan finde ro, søger jeg altid efter info af enhver art.
Det er ikke en "buddistisk" Gud man forsøger at finde i meditationen, om en sådan findes?!?!. Det er ens egen sjæl man forsøger at mærke, og dermed ikke ens tillærte ego.

Kommentér emnet

* Skal udfyldes

*
*
*
CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse
Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.
*

Job og Karriere

I sidste nummer af Job&Karriere var temaet: Innovation og kreativitet