Metoder til at dele viden efter kurset
Når du vil dele din viden fra kurset med andre, skal du tænke i både før, under og efter for at få det bedste resultat. Tænk også i nogle helt konkrete metoder og tricks til at involvere dine kolleger.
Inden kurset starter, skal du som medarbejder tage en samtale med din leder om, hvad målet og indholdet i kurset er, hvilke forberedelser I kan gøre, og hvordan I dele den nye viden på arbejdspladsen efter kurset er slut.
"Tag selv et medansvar for, hvordan den viden kommer ud. Spørg dig selv, hvad der skal være anderledes på mandag i forhold til i dag," siger Britta Dalsgaard.
Under kurset er det en god idé at have en notesbog med, så du kan fastholde de tanker, oplevelser og følelser du får. Tanker har også en udløbsdato. Vi tror, vi kan huske det hele, men af og til smutter der faktisk en tanke eller ti.
Lige efter kurset er det ideelt, hvis du har en konkret lejlighed eller opgave, hvor du kan bruge de nye kompetencer. Ellers risikerer nye tanker og ideer at blive mødt med mistro og irritation, frem for af interesse.
"En leder har en medforpligtelse til, at den nye viden bliver brugt i hverdagen. Lederen skal være ambassadør og støtte og gøde jorden hos kollegerne. Også i forhold til, hvordan man kan eliminere den modstand, der kan være, f.eks. fordi en ny metode tager længere tid i starten. Lederen skal sige: Giv hende lige en chance for at prøve det af," siger Britta Dalsgaard.
To-tre måneder efter kurset er det en god idé at følge op. Tag fat i målene og se om de er nået, om videndelingen er udført som aftalt , og om kollegerne har taget godt imod den nye viden.
Sådan kan du sprede viden efter kurset |
|---|
Undervisning: Lav en komprimeret miniundervisning. Det er vigtigt, at undervisningen får tid og respekt, og at du får sparring og coaching mht. at undervise. Artikel: Skriv en artikel eller beretning fra kurset, som kan være en opsummering af noterne fra notesbogen. Få sparring på den skriftlige kommunikation, stil, opsætning etc. Intranet: Skab et dialogforum eller en blog, hvor alle medarbejdere kan spørge eller bede om uddybning af kursusindholdet. Kursusdeltageren er ansvarlig for bloggen og lægger nogle relevante udsagn, der skaber nysgerrighed, ud. Noter til deling: En kursusmappe med noter stillet frem på kontoret virker ikke særlig godt for kollegerne. Som minimum skal noterne renskrives med kommentarer og gerne med en kort indledende tekst, der forklarer forløb og undervisning. Lad os gå på det: Du kan samle korte tekster, citater og billeder, der illustrerer kurset, og lægge dem på gulvet et centralt sted under et gennemsigtigt underlag. Det skaber nysgerrighed. Den kreative: Fremstil en collage, som hænges et centralt sted. Afhold en "fernisering", hvor du som "kunstner" beretter om processen med at fremstille dit værk, og der kan stilles spørgsmål til indholdet. Billedskaberen: Tag fotos af plancher, undervisningssituationer og lav et fotoalbum. Ordelskeren: Saml citater fra kurset og hæng dem op strategiske steder på arbejdspladsen. Det inspirerer, spreder nysgerrighed og kan generere dialog. Speakers corner: Få taletid efter eget ønske - fx 10 minutter en morgen, i forbindelse med frokost, på næste møde. Tag imod sparring omkring at formulere budskabet, så det bliver skåret helt ind til benet. |
Kilde: Britta Dalsgaard, Interferenz, udviklings- og proceskonsulent.

Kommentér emnet