Mod til forandring
Efter mange år med et fast job skulle Gitta Jørgensen pludselig skrive ansøgninger og sætte ord på sine kvalifikationer. En samtale med en jobrådgiver i FTF-A gav inspiration, gejst og konkrete redskaber til jobsøgningen. Nu er dagpengekortet skiftet ud med en lønseddel.
Gitta Jørgensen er en hård dommer overfor sine egne ansøgninger. Teksterne var for lange og hendes engagement, erfaring og kvalifikationer kom ikke tydeligt frem. En samtale med en jobrådgiver i FTF- A hjalp hende til at se ansøgningen fra arbejdsgiverens side.
"Jobrådgiveren viste mig, hvordan jeg kunne sælge mig selv bedre. Jeg fik en konkret og konstruktiv rådgivning, der gav mig gejsten tilbage;" fortæller økonoma Gitta Jørgensen.
Efter samtalen sendte hun fire nye ansøgninger af sted. Tre af dem førte til en jobsamtale, og i dag er hun i arbejde.
Ledig for første gang
Gitta Jørgensen opsagde selv sit job. Efter 14 år som økonoma i en daginstitution trængte hun til forandring og skiftede til et stort produktionskøkken. Arbejdsmiljøet viste sig at være for hårdt.
"Efter tre uger var jeg nødt til at sige op. Det var svært at tage beslutningen, og jeg havde det meget dårligt med det. På den anden side var jeg nødt til at passe på mig selv."
Et nyt arbejdsliv
Rådgiveren i FTF-A hjalp Gitta Jørgensen til mere klarhed over sine drømme om et nyt arbejdsliv. Alene ved at lytte og spørge ind til Gitta Jørgensens egne ønsker og beslutninger.
"Jeg følte mig anerkendt og taget alvorligt. For mig var det en stor mundfuld at blive ledig. Man føler sig hurtigt lidt overvåget, og jeg opdagede hurtigt, hvor meget arbejdet betyder for vores identitet. Jeg ville have et arbejde så hurtigt som mulig."
Hjælp til jobsamtalen
Gitta Jørgensen ville helst arbejde i en daginstitution. Men hvordan skulle hun forklare kommende arbejdsgivere, at hun selv havde sagt op for så igen at søge arbejde i en daginstitution?
Sammen med jobrådgiveren fandt Gitta Jørgensen frem til den rigtige formulering. Hun trængte til et pusterum og en pause fra det daglige arbejde for at se, at det stadig var det, hun brændte for.
"Det er den proces, jeg har været igennem, men det var jobrådgiveren, der hjalp mig til se det. Den samtale har været guld værd for mig. Jeg gik derfra fuld af gejst og gåpåmod."

Kommentér emnet