Artikler, 14. maj 2012

Samira: Få hjælp til din jobsøgning

Jagten på det første socialrådgiverjob er til tider meget ensom, siger Samira Malou Zarnegar. Hun råder derfor andre unge ledige til ikke at sidde alene med jobsøgningen.

 

Trods topkarakterer, flere relevante studiejob og masser af motivation er det indtil videre ikke lykkedes 24-årige Samira Malou Zarnegar at overbevise en arbejdsgiver om at give hende en chance.

Jobjagten begyndte ellers over al forventning, da Samira efter den allerførste ansøgning i januar blev kaldt til samtale.

"Jeg synes, det gik godt. Men så ringede de og sagde, at jeg var for ung. Jeg sad i toget med en dårlig telefonforbindelse, så jeg fik ikke rigtig mulighed for at få afklaret, hvorfor jeg ikke var god nok. Senere fik jeg simpelthen ikke taget mig sammen til at ringe til dem og spørge, siger hun.

Oplevelsen endte derfor med at være en mavepuster.

"Jeg begyndte at blive deprimeret, for det med at få et job føltes ligesom ude af mine hænder, og jeg syntes ikke, at jeg kom nogen vegne," siger hun.

Klassisk problem

Afslaget udstiller det klassiske problem, som nyuddannede står overfor. Nemlig at de af indlysende årsager ikke har megen praktisk erhvervserfaring.

Det dilemma kendte Samira godt til, så samtidig med sit studium arbejdede hun på et afsnit for demente på et plejehjem. Hun har været frivillig i Mødrehjælpen og på et kvindekrisecenter i Helsingør. Alt sammen for at give sig selv gode kort på hånden, når det første job skulle i hus.

"Men jeg er magtesløs i konkurrencen med dem med rigtig erhvervserfaring," siger hun.

Kender systemet

Samira arbejder fortsat som frivillig på krisecentret, men som frivillig har hun ikke indsigt i kvindernes sager, så hendes faglighed kommer ikke rigtig i spil. "Men det er rigtigt dejligt at føle, at der er nogen, der har brug for en," siger hun.Samira har netop modtaget afslag nummer cirka 25.

Denne gang har arbejdsgiveren dog taget sig tid til at oplyse, at der var 35 ansøgere til stillingen, og at valget var faldet på en med erfaring. "Det beroliger mig lidt at vide, at så mange har søgt, og valget ikke kun stod mellem mig og én anden. Men samtidig viser det jo, at konkurrencen er stor," siger hun.

Samira har brændt for psykologi og jura siden gymnasiet, og efter en afstikker til CBS valgte hun den interkulturelle og internationale uddannelse på den sociale højskole på Frederiksberg i København. Hun lægger ikke skjul på, at hendes opvækst har påvirket hendes valg.

"Jeg kom til Danmark som flygtning fra Iran. Det betyder, at jeg fra mit eget privatliv kender systemet indefra," siger hun.

Ensom jobsøgning

Og Samira vil ud og arbejde som socialrådgiver – et job som hun er overbevist om, at hun vil være god til."Jeg synes, at et af de største problemer ved at være ledig og få afslag på afslag er, at man glemmer, hvad man kan. Man glemmer, at man er ok. Og det gør processen sværere," siger hun.

Derfor skal man have hjælp, mener hun. Selv fik hun sin a-kasse FTF-A.

"De individuelle samtaler, jeg har haft med en karriererådgiver, har været meget brugbare. Jeg har fået gejsten tilbage," siger hun og tilføjer:

"Det er svært at spørge om hjælp, men jeg er glad for, at jeg gjorde det. Man skal altså ikke sidde helt alene med sin jobsøgning."

Kommentér emnet

* Skal udfyldes

*
*
*
CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse
Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.
*

Job og Karriere

I sidste nummer af Job&Karriere var temaet: Kreative ansøgninger