5000 flere i ledighedskøen
Ledigheden i november steg med 5000 personer i forhold til oktober måned. Det svarer til en stigning fra 4.2 procent til 4.4 procent.
Mange økonomer havde spået en stigning i ledigheden, og blandt andet Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) forventer, at ledigheden vil fortsætte med at stige. AE regner med at stigningen fortsætter langt ind 2011, og at ledigheden kan nå op omkring 180.000.
Initiativer fra Beskæftigelsesministeren
I en kommentar til ledighedstallene siger Beskæftigelsesminister, Inger Støjberg, at hun er bekymret over, at langtidsledigheden er begyndt at stige. Hun vil derfor straks gå i gang med at forberede initiativer, der skal medvirke til, at mennesker ikke hænger fast i ledighed.
Ifølge Inger Støjberg vil hun indkalde arbejdsmarkedets parter til et dialogmøde og tage rundt i landet til en række inspirationsmøder.
Beskæftigelsesministeren erkender dog, at indsatsen nok ikke kan fylde ordrebøgerne op igen og skabe nye arbejdspladser.
Lavere ledighed blandt FTF-A’s medlemmer
Når man sammenligner de nationale ledighedstal med FTF-A’s egen ledighedstal, viser det, at ledigheden blandt FTF-A-medlemmer er noget lavere end landsgennemsnittet.
Mens ledigheden i november lå på 4.4 procent for hele landet var ledighedsprocenten blandt de over 130.000 medlemmer i FTF-A meget lavere – nemlig 2.4 procent.
Den lavere ledighed blandt FTF-A’s medlemmer skyldes blandt andet, at mange af de faggrupper, der hører under FTF-A ikke mærker den økonomiske krise nær så hårdt som i forhold til fx mange ansatte indenfor industrien og byggeriet.
Du har selv mulighed for at se ledighedstallene i FTF-A fordelt på brancher, køn, alder og geografi. Se tallene for din branche og følg udviklingen i dit fag.
