Dramatiske ledighedstal
Ledigheden steg overraskende meget i marts måned, viser de seneste tal fra Danmarks Statistik. Der var 10.600 flere ledige på landsplan i marts måned i forhold til februar. Selvom stigningen i ledigheden var forventet af landets eksperter, kommer omfanget alligevel bag på de fleste.
Omregnet til procent er landets ledighed nu oppe på 2,9 procent af arbejdsstyrken. Det svarer til, at der er 82.100 arbejdsløse i Danmark mod 61.000 i december sidste år. Dermed er ledigheden steget med 35 procent på blot tre måneder. Man skal dog huske på, at ledigheden kommer fra et historisk lavt niveau, og derfor kan selv små stigninger se voldsomme ud, når de bliver omregnet til procentsatser.
For FTF-A ser udviklingen knap så dramatisk ud. Omregnet til fuldtidsledige ligger arbejdsløshedsprocenten for medlemmer af FTF-A på 1.82 procent. Der er dog store individuelle forskelle fra branche til branche. En af de brancher, der er hårdest ramt, er konstruktørerne. Her er ledigheden steget dramatisk fra 3,16 procent i december 2008 til 8,94 procent i marts 2009.
På FTF-A's hjemmeside kan du selv sammenligne ledigheden mellem de forskellige brancher, der er tilknyttet FTF-A. Du kan også følge udviklingen i landets regioner, og det er muligt at sammenligne forskellige perioder. Ledighedsstatistikken går helt tilbage til 2005, og bliver opdateret med FTF-A’s egne tal hver måned.
Gå til FTF-A's ledighedsstatistik
