Artikler, 03. april 2009

Du kan ikke betale din husleje med tro

Efterlønsordningen er ifølge Lisbeth Kruse Hansen Danmarks bedste pensionsopsparing. Ingen privat pensionsopsparing kan matche ordningen og slet ikke dens skattefrie præmie. Alligevel er omkring 40 procent af de danske tandplejere ikke medlemmer. Et faktum Lisbeth Kruse Hansen gerne vil have lavet om på.

Den danske efterlønsordningen er tiltænkt de mennesker, der som ca. 60-årig er nedslidte. Tandplejere hører i særdeleshed til i denne risikogruppe. Nakke og skuldre bliver belastet efter mange års arbejde i stillinger, som ergoterapeuter kun drømmer om på dårlige nætter. Alligevel betaler kun omkring halvdelen af de danske tandplejere ind til en efterlønsordning. Et forhold forhandler Lisbeth Kruse Hansen billedligt talt river sig i håret over. 

- Efterlønsordningen er verdens bedste pensionsopsparing. Hvis du som 60-årig ikke længere kan arbejde, har du mulighed for at gå af. Hvis du ikke bruger ordningen, så får du dine penge udbetalt med renters rente. Voila. Det findes ikke bedre.

Den enkelte efterlønsindbetaler kan optjene skattefri præmier, hvis han venter med at gå på efterløn til i mindst 2 år efter 60-årsdagen. Efter de to år optjenes der en skattefri præmie for hvert kvartal man fortsætter med at arbejde. Hvis man slet ikke går på efterløn kan man optjene 12 skattefri præmier, der svarer til godt 125.000 kr. Ingen anden pensionsopsparing tilbyder på den måde skattefordele både når man indbetaler og når pengene bliver udbetalt pointerer Lisbeth Kruuse Hansen. Efterlønssystemet er i forvejen skattebaseret og derfor er det ifølge hende tåbeligt ikke at få noget ud af den, når man som skatteborger i forvejen er med til at betale for den.

Nedslidning er et andet aspekt af efterlønsordningen. Hvis man er omkring de 60 år, så kan man med en efterlønsordning gå af. Men hvad nu hvis man er nedslidt og ikke har en efterlønsordning? Mange vil i den situation være henvist til kommunen og til kontanthjælp. Men de færreste ved, at kontanthjælp først bliver udbetalt, når den enkelte har brugt sin opsparing og de fleste af de midler, de har bundet i deres hus.

- De fleste af vore medlemmer bor i ejerboliger. Og har som alle andre faste månedlige udgifter. Det har de sjovt nok også, når de fylder tres år og måske ikke længere kan arbejde, fordi nakken ikke vil være med mere. Uden en efterlønsordning kan disse mennesker risikere at skulle gå fra hus og hjem.

Lisbeth Kruse Hansen giver ikke meget for al den snak om, at efterlønsordningen blot er midlertidig. At den med tiden vil blive afskaffet og det derfor ikke længere kan betale sig at indbetale. Ifølge hende har den offentlige debat om efterløn været både overfladisk og afsporet.

- De sidste 50 år er det gået økonomisk godt i Danmark, og hvorfor skulle det ændre sig så dramatisk? Efterlønsordningen er ikke en flyvsk politisk ide. Når folk siger, at de ikke tror på efterlønsordning, får jeg røde knopper på halsen. Hvad mener de med "tro"? Skulle deres indbetalte penge bare forsvinde? Hvornår har den danske stat sidst annulleret folks indbetalte pensionsopsparinger? Tror de, at de som 60-årig med dårlig ryg kan betale deres husleje med "tro"?

Relaterede nyheder