Efterlønsdebat skal bredes ud
Af Kent Petersen, formand for FTF-A
Diskussionen om efterløn, tilbagetrækningsreform og på sigt et behov for flere hænder på arbejdsmarkedet har siden statsministerens nytårstale fyldt godt op i debatten, og regeringen har nu fremlagt deres forslag til en efterlønsreform. Diskussionen går højt, når der diskuteres for og imod. Men i den debat er der noget, vi helt har overset. Først og fremmest har vi overset de ledige og de opsagte.
Det kommer tydeligt frem i en undersøgelse FTF-A har foretaget blandt medlemmer, der inden for de næste to år, kan gå på efterløn. Her svarer 46% af dem, der ønsker at bruge deres ret til efterløn, at de vil gå på efterløn, fordi de enten er ledige eller opsagte! Den meget store andet af potentielle efterlønsmodtagere, som er uden job, er et faktum, der har været stærkt overset i debatten. Det bør mane til en vis eftertænksomhed. Også fordi vi i øvrigt ved, at ledigheden er større blandt de ældre end de yngre, når man ser bort fra de helt unge. Vi ved desuden at jo dårligere samfundsøkonomien har det det, jo sværere bliver det for ældre at finde job.
Tallene viser tydeligt, at en eventuel reform af efterlønnen må indebære, at vi sætter diskussionen ind i en større sammenhæng med det mål at skabe et arbejdsmarked, hvor vi ikke slider arbejdsstyrken ned, og hvor vi gør det muligt at kunne arbejde til langt op i årene. I stedet for blot ensidigt at diskutere efterløn eller ej. Det er for snævert og perspektivløst.
En sådan diskussion må fx indebærer, at vores uddannelsesindsats får et serviceeftersyn. Herunder, at vi giver ledige bedre muligheder for at efteruddanne sig på dagpenge. Det vil medvirke til at bekæmpe langtidsledigheden, og dermed risikoen for at man glider helt ud af arbejdsmarkedet, og det vil være et stærkt bidrag til at seniorer opnår de nødvendige kompetencer til at begå sig på et arbejdsmarked med højt arbejdstempo og krav om, at man løbende kan omstille sig.
Nogle andre resultater fra FTF-A’s undersøgelse er, at af dem, der vil gå på efterløn, er det næsten hver femte (19%), der angiver stress og udslidthed som grund og samtidig siger fire ud af ti (39%), at de gerne vil have mere fritid. Til gengæld er det kun en mindre del, der angiver dårligt helbred som grund. Når man så på den anden side spørger dem, der ikke vil bruge deres ret til efterløn, så svarer mere end halvdelen (52%), at det hænger sammen med, at de har spændende og udviklende opgaver.
Samlet set tegner der sig for mig at se derfor et billede af på den ene side et behov for markante forbedringer af det psykiske arbejdsmiljø og på den anden side betydningen af at have et spændende job. Den gode historie er, at de to ting går hånd i hånd. For hvis du har et spændende job, så vil du med stor sandsynlighed også være mindre tilbøjelig til at brænde ud og blive slidt ned. Så skal vi naturligvis også sikre, at dem der alligevel brænder ud eller hvor helbredet svigter skal have gode muligheder for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.
En diskussion om reformer af efterlønnen må derfor være en diskussion om, hvad vi kan gøre for at skabe et arbejdsmarked, hvor man har evnen, lysten og muligheden for at blive til langt op i alderen. Der er ikke nogle nemme svar på den udfordring, og derfor er det noget, der må løses i et samspil mellem alle arbejdsmarkedets parter. Det er ikke en sag, der er egnet til at blive afgjort i en lukket forhandling blandt finansministeriets embedsmænd og en snæver kreds af partier. Her er brug for alle gode kræfter til at finde løsninger, der forpligter og forandrer.