Er det bedre at ramme ved siden af end slet ikke at ramme?

Da beskæftigelsesministeren offentliggjorde den længe ventede jobplan, var forslaget om stramning af reglerne for supplerende dagpenge et af de punkter, der tiltrak sig størst opmærksomhed.

Samme størrelse havde skuffelsen, da man kunne konstatere, at beskæftigelsesministeren ramte helt ved siden af.

Det åbenlyse spørgsmål er så, om det er bedre at ramme ved siden af end slet ikke at ramme, som Anders And engang påstod. Noget tyder i alt fald på, at beskæftigelsesministeren har haft et stort behov for at skyde uden at orientere sig ordentligt om, hvor skiven er.

Problemet er ifølge beskæftigelsesministeren en såkaldt ”uhellig alliance” mellem visse arbejdstagere og visse medarbejdere om at ansætte medarbejderne på nedsat tid med frigørelsesattest. Det betyder, at medarbejderen kan forlade arbejdsgiveren med dags varsel, hvis han eller hun får fuldtidsansættelse et andet sted. Medarbejderen får så i mellemtiden supplerende dagpenge – hovedparten på statens regning. Og det er problematisk, når der er masser af ubesatte job.

Ifølge Beskæftigelsesministeriets egne tal er der i øjeblikket 66.000 ledige jobs og 32.000 mennesker på supplerende dagpenge med frigørelsesattest. Hvis de alle arbejdede på fuld tid ville det svare til 8.000 jobs. Hovedparten – 40 procent - findes ifølge beskæftigelsesministeren inden for undervisning og på socialområdet. Og ifølge beskæftigelsesministeren ønsker 20 pct. af modtagerne af supplerende dagpenge faktisk slet ikke at arbejde på fuld tid. Den uhellige alliance misbruger dermed systemet, og der er derfor ifølge beskæftigelsesministeren behov for at gøre noget.

Det lyder jo besnærende, hvis man på en gang kan bryde en uhellig alliance, begrænse misbrug og samtidig få besat nogle af de mange ledige jobs. Men virkeligheden er en anden. Derfor er skydeskiven heller ikke der, hvor beskæftigelsesministeren sigter, og derfor rammer beskæftigelsesministeren med sit forslag ved siden af.

Gamle tal

Det sker bl.a. fordi baggrunden for forslaget er gamle tal fra en opgørelse over antallet af personer på supplerende dagpenge, som stammer fra andet halvår 2006 og første halvår 2007. I Beskæftigelsesministeriets tal indgår FTF-A f.eks. med 2.700 personer på supplerende dagpenge med frigørelsesattest. Siden første halvår 2007 er ikke alene ledigheden faldet drastisk, men samtidig er rådighedsvurderingen blevet strammet markant, så ledige skal til en samtale i a-kassen hver 3. måned. Her skal det bl.a. vurderes, om de reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet og dermed er berettiget til dagpenge. For medlemmer på supplerende dagpenge er der endda indført en skærpet kontrol.

For FTF-A har faldet i ledigheden og stramningerne i rådighedsvurderingen betydet, at antallet af medlemmer på supplerende dagpenge med frigørelsesattest er faldet til 300 i udgangen af december 2007. Det problem, som ministeren vil gøre noget ved, er derfor i FTF-A næsten 10 gange mindre end det, der var udgangspunktet for forslaget. Derfor bliver resultatet af regelændringerne logisk nok også forsvindende lille.

Ministerens forslag går ud på at halvere den periode, hvor den ledige kan få supplerende dagpenge. Samtidig fordobles tidsrammen for, hvornår dagpengeperioden kan ligge. I dag kan man få supplerende dagpenge i 52 uger inden for en periode på ca. 1½ år. I ministerens forslag reduceres den periode, man kan få supplerende dagpenge, til 26 uger inden for en periode på 3 år.

Både over og ved siden af målet

Det helt store problem ved ministerens forslag er, at det både skyder langt ved siden af og langt over målet. Det skyder langt ved siden af, fordi det ikke fokuserer på det egentlige problem ved supplerende dagpenge, og det skyder langt over, fordi det rammer alle over en kam.Det skyder ved siden af, fordi forslaget ensidigt er rettet mod lønmodtageren, mens arbejdsgiveren, der efter min bedste overbevisning må have et hovedansvar, går fuldstændig fri. Ansættelsesforholdet et samspil, så jeg forstår ikke, hvorfor ministerens forslag alene gør det til arbejdstagerens problem.

Det skyder over målet, fordi forslaget rammer alle på supplerende dagpenge. Hvis målet er at bryde den ’uhellige alliance’ mellem arbejdsgivere og arbejdstagere for at begrænse misbruget, hvorfor skal det så gå ud over de 80 pct., som reelt har et ønske om at gå på fuld tid, men ikke kan finde et job, der matcher deres kvalifikationer? Og hvorfor fokuseres indsatsen ikke inden for de brancher, hvor brugen af supplerende dagpenge er mest udbredt, som ifølge ministerens egen opgørelse er inden for undervisning og på socialområdet? Kan det hænge sammen med, at det er nemmere at slå nogle arbejdsløse oven i hovedet end at stille krav til arbejdsgiverne, hvor især den offentlige arbejdsgiver i kommunerne er storforbrugere af deltidsansatte og meget rundhåndede med at give frigørelsesattest?

Lad mig give et eksempel fra det virkelige liv. Et af vores ledige medlemmer har arbejdet mange år i finanssektoren. Hun er 59 år og fik sidste sommer et job som salgsassistent i en butik på nedsat tid efter en længere ledighedsperiode. Hun har nu fået supplerende dagpenge i 15 uger og er i en moden alder på vej tilbage til arbejdsmarkedet i en helt anden branche. Havde hun tidligere haft arbejde med supplerende dagpenge inden for de sidste 3 år, ville hun ifølge beskæftigelsesministerens forslag være i risiko for ikke længere at kunne få supplerende dagpenge og vil i stedet blive tvunget til at melde sig fuldtidsledig. Beskæftigelsesministerens forslag gør det altså sværere at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet, selvom al erfaring viser, at det er lettere at få et fuldtidsarbejde, hvis man allerede arbejder deltid.

Er det mon at besværliggøre vejen til fuldtidsarbejde, ministeren ønsker at opnå med sit forslag? Det tror jeg egentlig ikke, da ministeren rigtig mange gange har været ude og sige, at det i denne meget gunstige beskæftigelsessituation gælder om at få alle med – også dem, der har en svagere tilknytning til arbejdsmarkedet.

Sigtet bør ændres

Er der så slet ikke grund til at se nærmere på reglerne for supplerende dagpenge? Det tror jeg, at der er. Ingen kan ikke være tjent med, at reglerne misbruges. Det er ikke rimeligt at mistænkeliggøre de mennesker, for hvem supplerende dagpenge er med til at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet. Der er derimod brug for at se på både arbejdsgivernes og arbejdstagernes rettigheder og pligter.

Derfor er der brug for et mere afbalanceret forslag, som også er fokuseret på det egentlige problem. Et forslag kunne være at give medarbejdere, der måtte ønske det, ret til at gå på fuld tid. Det skulle gælde alle virksomheder med mere end 250 ansatte - både offentlige og private. Det ville betyde, at der ikke kunne udbetales supplerende dagpenge i større virksomheder - herunder i kommunerne. Forslaget kunne eventuelt suppleres med en forenkling af reglerne for supplerende dagpenge i retning af, at man i mindre virksomheder (under 250 ansatte) har ret til supplerende dagpenge i maksimalt 52 uger for både medarbejdere med frigørelsesattest og medarbejdere med løsere ansættelser. Disse forslag har en betydelig større chance for at ramme skiven. Vi vil også meget gerne være med til at drøfte andre forslag, men vi er nødt til først og fremmest at se på, hvor skiven er. Og i den forbindelse er vi også nødt til at se på arbejdsgivernes ansvar.

A-kasserne har også deres del af ansvaret. Dels for at sikre, at reglerne efterleves og ikke misbruges. Men også for at hjælpe de medlemmer, der modtager supplerende dagpenge, over i det fuldtidsjob, de ønsker. Og her tror jeg godt, at a-kasserne kan gøre det bedre. I FTF-A har vi taget konsekvensen og ansat særlige jobrådgivere, der med udgangspunkt i den enkeltes kompetencer, motivation og ambitioner målrettet arbejder på at hjælpe medlemmet til et job, der matcher forventninger og ønsker.

Så på med pilen igen, Claus. I FTF-A vil vi gerne være med til at se på de eksisterende regler, men vi bliver nødt til først at undersøge problemets reelle størrelse og omfang. Det betyder også at se på arbejdsgivernes ageren, hvis vi skal ramme inden for skiven. For det er efter min mening trods alt bedre at ramme end at ramme ved siden af.

Af Kent Petersen, formand for a-kassen FTF-A og næstformand i Finansforbundet