Er du leder eller brandslukker?
Alt for mange ledere bruger det meste af deres tid på at slukke brande og fixe ting. Dermed hænger man hele tiden fast i fortiden og får ikke rettet opmærksomheden mod fremtiden. Start med at tage flere pauser, siger erhvervspsykolog Allan Chang.
Når det hele brænder på, er det rigtig godt at have nogle ledere, der kan finde ud af at slukke branden. Nogen der kan reagere hurtigt og beslutsomt og minimere skaderne. Den type af kompetencer er nødvendige i enhver organisation. Men hvis evnen til at slukke brande bliver den foretrukne kompetence, og det man selv tænder på, så er man på vej ud af et sidespor.
"Min erfaring er, at rigtig mange organisationer og virksomheder, bruger meget tid på at reparere på tingene og dermed binder meget energi i noget, som i virkeligheden hører fortiden til. Dermed får vi ikke tid til det ledelse egentlig handler om. Nemlig at være visionære, skabe noget nyt og få det gamle til at optræde på nye måder", siger Allan Chang fra firmaet "for a change". Han er erhvervspsykolog med en fortid som leder i den finansielle sektor og gennem mange år ledelsesrådgiver for både ministerier, store virksomheder og organisationer. Ifølge Allan Chang er en del af problemet, at vi også oplever en personlig tilfredsstillelse ved at være brandslukkere.
"Når man fixer ting, er der meget kort respons mellem det, vi gør, og resulatet. Man kan hurtig se en effekt af det, man gør, og folk bliver glade, når man løser deres problem. Det kan give et adrenalinkick, som man nærmest kan blive afhængig af. Og det er farligt", siger Allan Chang.
Adrenalinet ruller
Fordi rollen som brandslukkere kan give et sus af adrenalin, risikerer det også at blive vores foretrukne og dominerende måde at arbejde på. På sigt bliver det derfor også her, vi har vores kernekompetence. Hvis det får lov at udvikle sig, kan man få en kultur af ledere, der ligefrem glæder sig til den næste krise, så de kan vise, hvad de dur til. For at komme videre, må man derfor holde op med at gøre noget, man er god til.
"Det er en meget stor udfordring for den enkelte at give slip på noget, der giver stor værdi for en. Men det er nødvendigt for at komme videre og nå et højere ledelsesmæssigt kompetenceniveau", siger Allan Chang.
For at man kan flytte sig fra at være brandslukker til at bedrive visionær ledelse, må man som leder acceptere en større usikkerhed. For der er ikke noget facit og sikre svar, når det drejer sig om fremtiden. Man skal kunne acceptere at være i et vacum.
Byg en katedral
Men man kan gøre det nemmere at være i usikkerheden, hvis man har et fælles sprog og nogle billeder på, hvor man skal hen. Som eksempel nævner Allan Chang de to mænd, der begge sidder og hugger i en sten. Der kommer en tredje mand forbi, og han spørger dem, hvad de laver. Den første svarer surt, at han hugger sten. Den anden svarer, at han bygger en katedral. Det er to meget forskellige opfattelser af den samme virkelighed. For ham, der har blikket rettet mod katedralen, giver arbejdet mening. For ham, der bare hugger sten, er det kun træls arbejde.
Den lille historie viser meget godt, hvad der er kerneudfordringen for ledere i dag. Nemlig at skabe et synligt og visionært billede af fremtiden. Men hvis tiden går med at slukke brande, bliver der ikke tid til at skabe billedet af katedralen.
Tag pauser
Hvis man som leder erkender, at man bruger for meget tid på at slukke brande, må man derfor skabe sig selv et rum til tænke ud af boksen og finde frem til, hvad visionen er, og hvordan den skal kommunikeres. Men det kan være svært at finde tid til.
"I dag har vi så sprøjtende travlt, at der ikke er plads til refleksion. Vi fokuserer på at gøre tingene rigtigt i stedet for at finde det rigtige at gøre. Det er bagsiden af, at alt skal standardiseres og måles. Så bliver der ikke meget plads til at gøre nyt".
For at komme ud af den fælde, anbefaler Allan Chang, at man giver plads til flere pauser.
"Det kan bare være fem minutter, hvor vi lægger tingene væk og gør noget andet. Vi har brug for pauser, og det kan sagtens lade sig gøre, uden det går ud over arbejdet. Pauserne kan hjælpe os til, at vi får aktiveret vores opmærksomhed, nysgerrighed og nærvær. Det er vigtige egenskaber, når det drejer sig om at finde vedvarende svar på morgendagens udfordringer og samtidig få medarbejderne med," siger Allan Chang.
Næste skridt på stigen vil være, at man ser på, hvordan man i fællesskab kan øve kompetencen til at lade tankerne flyve og skaber rum til at være visionær.
Mere om ledelse og brandslukning
Se også artiklen om mental træning på arbejdspladsen, med tips til, hvordan du kombinerer refleksion, pauser og mental træning.
Tilmeld dig desuden vores gratis cafemøder om Mindfulness her. Vi har cafemøde i Odense og København og der vil komme lignende arrangementer i Århus og Aalborg.
Har du lyst til at vide mere om dilemmaet mellem ledelse og brandslukning og få ideer til, hvordan du kommer videre, holder Alan Chang en workshop i forbindelse med FTF’s lederuge. workshoppen hedder: Kom med i U’et og styrk dig selv om leder. Se mere her.

