Flere danskere bruger nettet til jobsøgning
Et stigende antal danskere sætter sig foran computerskærmen, når jagten på drømmejobbet går ind. Danmarks Statistik har for nylig udgivet en undersøgelse af danskernes internetvaner, der viser, at en tredjedel af os har brugt nettet til jobsøgning inden for de seneste 3 måneder.
På Danmarks største jobsite – Jobindex.dk – kan direktør Kaare Danielsen bekræfte den udvikling, som undersøgelsen fra Danmarks Statistik peger på. Ifølge Kaare Danielsen sætter Jobindex.dk i disse tider nye rekorder hver dag med hensyn til antallet af brugere. I dag har siden omkring 400.000 brugere om måneden.
Kaare Danielsen peger på flere årsager til den store stigning i antallet af brugere. Blandt andet har den stigende ledighed betydet, at der er flere jobsøgende, der besøger jobsites på nettet. Men generelt benytter danskerne i stigende grad internettet, når de skal søge job.
Fordelen ved at søge job på en af de mange jobportaler på nettet er, at der er et langt større udbud af job at vælge imellem. Og så er det hele samlet på ét sted, hvilket gør det nemmere at overskue. Desuden er der også muligheden for at blive inspireret til udvide sin jobsøgning og måske søge job i andre brancher.
Der findes adskillige jobportaler, som viser jobannoncer, og på mange jobportaler har brugerne også mulighed for at lægge CV ind eller oprette jobagenter, som giver direkte besked, når der bliver opslået en relevant stilling.
I dag bliver der oprettet omkring 15.000 nye jobannoncer om måneden på nettet, så alene af den grund kan det være en god ide at gå på jobjagt i cyberspace. I 2008 lå tallet dog helt oppe på 35.000 nye jobannoncer om måneden. Så krisen har også ramt markedet for jobannoncer.
Kaare Danielsen fra Jobindex.dk vurderer, at der i dag er cirka halvt så mange job at søge som for et år siden, mens antallet af ansøgere er fordoblet. Det dækker dog over store branchemæssige forskelle. Inden for fx finans- og forsikringsbranchen er der ifølge Jobindex.dk sket et fald i antallet af jobannoncer på 71 procent i forhold til sidste år.
Derfor kan det godt betale sig at udvide sin jobsøgning, hvis man søger arbejde indenfor fx finans- og forsikringsbranchen. En måde at gribe det an på kan være at lave en kompetenceafklaring. FTF-A’s jobrådgivere tilbyder hjælp i forbindelse med kompetenceafklaring.
Kontakt en jobrådgiver for at høre mere om kompetenceafklaring
