Nyheder, 07. marts 2008

Forringelse af supplerede dagpenge

De ny regler om supplerende dagpenge rammer rent forbi og er i øvrigt baseret på forældede tal.

Med regeringens nye jobplan bliver muligheden for supplerende dagpenge forringet. Efter de nuværende regler kan man få supplerende dagpenge i 52 uger inden for en periode på 70 uger. Jobplanen reducerer antallet af supplerende dagpenge til 30 uger inden for 104 uger. Desuden kommer begrænsningen til at dække alle uger med supplerende dagpenge - i modsætning til i dag, hvor det kun er uger med fast tilknytning til en arbejdsgiver, der tæller med i begrænsningen. Det er en markant forringelse af reglerne, og et helt urimeligt angreb på de lønmodtagere, der vitterligt ikke har mulighed for at opnå fuldtidsarbejde.

”Den mest sandsynlige effekt af de forringede regler er, at man vil tvinge nogle personer i arbejde over i et helt andet fag for at arbejde få timer mere om ugen. Det er skidt for de medlemmer, der bliver tvunget ud af fag, de har bragt år på at uddanne sig til, og som der måske endda er mangel på. Det er simpelthen ikke fremsynet arbejdsmarkedspolitik”, siger Michael Darmer, direktør i FTF-A.

Men endnu værre er det, at initiativet rammer helt forbi. For det er i stor udstrækning arbejdsgiverne, der er problemet.

”Det helt store problem er, at en række arbejdsgivere spekulerer i at bruge de supplerende dagpenge ved konsekvent at oprette stillinger på nedsat tid. Man skulle derfor meget hellere være gået efter arbejdsgiverne. Man kunne for eksempel have sagt, at virksomheder med mere end 250 ansatte ikke kan benytte sig af supplerende dagpenge, fordi de med så mange ansatte bør kunne planlægge arbejdet, så de undgår stillinger på ufrivilligt nedsat tid. Et sådan initiativ ville direkte have ramt de arbejdsgivere, som misbruger systemet”, siger Michael Darmer.

Det hører med til historien, at beskæftigelsesministeren oprindeligt lancerede initiativet på baggrund af et analyse fra hans eget ministerium, der viste, at ledigheden blandt personer på supplerende dagpenge faldt langsommere end blandt fuldtidsledige. Tallene var imidlertid forældede, og en ny opgørelse fra AK-Samvirke for perioden november 2006 til november 2007 viser, at sammenhængen faktisk er den stik modsatte. Ledigheden blandt dem på supplerende dagpenge falder hurtigere end blandt fuldtidsledige. De ny regler er med andre ord blevet til på falske forudsætninger.

Relaterede nyheder