Fra Facebook til nyt job
Dine profiler på nettet kan virke som et supplement til din motiverede ansøgning, når virksomheden skal udvælge kandidater til jobsamtalen.
Hvem vi kender, og hvad vi laver udenfor arbejdstid, siger noget om, hvem vi er – også som potentielle medarbejdere. Derfor kan dine profiler på sociale medier som LinkedIn og Facebook være en medvirkende årsag til, at du bliver kaldt til samtale.
En af de virksomheder, der aktivt bruger sociale medier i sin rekruttering, er Hestbæk Consult, der rådgiver annoncører om, hvor og hvordan de får mest for pengene.
”Jeg bruger de sociale medier både til at reklamere efter kvikke hoveder og til at søge efter dem. Jeg kigger efter deres connections – hvem de er, og hvor mange der er. Det er svært at skjule sit sande jeg, hvis man har mange kontakter på sin profil. Den motiverede ansøgning er skrevet meget specifikt til det konkrete job og vores virksomhed, så ansøgerens profiler fungerer som et supplement. Det er en form for validering af ansøgeren”, siger ejer Dan Hestbæk og uddyber:
”For vores virksomhed er det eksempelvis vigtigt, at folk har en udadvendt profil. Derfor må profilerne meget gerne afspejle noget aktivitet i samfundet og blandt netværk. Det giver en stor diversitet, hvis medarbejderne laver andet end bare at arbejde, og det fremgår af nettet”.
Han har aldrig været ude for, at en ansøgers profil afslørede nogen kontroversielle interesser eller medlemskaber, der kan opfattes negativt. Men han erkender, at det i så fald formentlig vil vægte meget højt, når han skal træffe den endelig beslutning om valg af ny medarbejder.
Jo flere, jo bedre
Set med Dan Hestbæks øjne kan man ikke have for mange connections. Vi er efterhånden vant til, at ’vennerne’ på Facebook ikke nødvendigvis drejer sig om fysiske venskaber men om mennesker, man har en eller anden relation til. For virksomheden betyder det, at personen i højere grad end andre har et netværk, der kan aktiveres, og det har stor værdi.
Dan Hestbæk tilføjer, at det ikke kun er de mere erhvervsorienterede sociale medier som LinkedIn, han kigger på.
”Hvor folk måske tidligere brugte Facebook socialt og LinkedIn erhvervsmæssigt, så oplever jeg nu en tendens til, at folks profiler på forskellige medier smelter sammen. Måske er det, fordi folk ved, at der er mange, der kigger med”, siger han.
Målrettet rekruttering
LinkedIn adskiller sig fra f.eks. Facebook ved, at det i stigende grad bruges til at besætte stillinger med – også de uopslåede. Brugerens profiltekst er reelt ét langt CV, så her er gode muligheder for at markedsføre sig selv, sine kompetencer og for selv at blive fundet. Det vurderer Knud Mansfeld-Giese, partner og markedsdirektør i Wingmanager. Det er en Search & Selection-virksomhed – en rekrutteringsvirksomhed – der især finder kandidater til specialist- og lederstillinger inden for økonomi, salg/marketing, IT og HR.
Profilteksten er søgbar, og derfor kan Wingmanagers researchere relativt nemt finde personer med de rette kompetencer. Nederst på profilen krydser man af, om man er interesseret i nye udfordringer og på den måde kan man diskret gøre opmærksom på sig selv, selvom man er i arbejde.
En søgning på LinkedIn lister de senest opdaterede profiler øverst, og derfor bør man jævnligt holde sin profil ajour. Der er også mulighed for at skilte med andres anbefalinger af éns kompetencer, og den funktion bør man udnytte. Det mener Marianne Steen, der som seniorkonsulent i Peytz & Co. rådgiver organisationer og jobportaler om det digitale marked.
”Glem Janteloven et øjeblik og spørg pænt nogle af dine kontakter, om de vil være rare at beskrive dine styrker. At anbefalingerne har betydning ses helt aktuelt af, at Google udelukkende har slået sine fire ledige stillinger op på LinkedIn, hvor det samtidig understreges, at virksomheden foretrækker kandidater med anbefalinger”, fortæller Marianne Steen.
