FTF-A godt rustet til at takle stigende ledighed
Det er efterhånden umuligt at åbne en avis uden at læse om nye massefyringer i danske virksomheder. Alene i årets første måned har der været et utal af opsigelser og fyringer inden for stort set alle brancher. For nylig viste en opgørelse, som Politiken har foretaget, at der i gennemsnit er blevet fyret 150 om dagen siden nytår.
"Det lyder umiddelbart som et højt tal, og selvom der ikke er tale om nogen videnskabelig analyse, så giver tallet anledning til en vis bekymring," siger adm. direktør i FTF-A Michael Darmer.
Heldigvis er FTF-A godt rustet til at takle den stigende ledighed. I de senere år med faldende ledighedskurve har FTF-A udviklet nye tilbud til medlemmerne; fx den frivillige jobrådgivning, som mange medlemmer gjort brug af.
Kriseberedskab
"I forbindelse med de mange fyringer inden for finans- og forsikringssektoren har vi haft et tæt samarbejde med de involverede faglige organisationer. Vi har et kriseberedskab, som er i stand til at rykke ud, hver gang vi hører om fyringsrunder inden for vores faglige fokusområde.
På den måde har vi kunnet koordinere vores indsats, så vi giver medlemmerne den optimale rådgivning. Det er alpha og omega for os, at vores medlemmer kan regne med os, når de havner i en situation, hvor de har behov for rådgivning," fortæller adm. direktør Michael Darmer.
"I FTF-A er vi klar til at informere medlemmerne om de formelle krav, de skal leve op til som ledige. Men vi tilbyder også frivillig jobrådgivning og afholder løbende mange forskellige arrangementer, hvor medlemmerne kan skabe netværk og få gode råd i jobjagten," siger adm. direktør Michael Darmer.
Han fremhæver også behovet for lynhurtigt at kunne omstille sig til den nye situation:
"Ledigheden har været faldende så længe, at vi er blevet forvent med tendensen. Mens den stigende ledighed er kommet bag på mange, så har vi i FTF-A forberedt os grundigt, og vi er stærkt rustet til at møde de udfordringer, fremtiden bringer. Det glæder mig, at vi igen i år er blandt de bedste a-kasser, når det kommer til at få medlemmerne i arbejde. Så selvom fremtiden kan se dyster ud, så er det godt at vide, at vores medlemmer har den tryghed og sikkerhed, det giver at være medlem i FTF-A."
