FTF-A mener: Efterlønsaftale uden reform dur ikke
Den aftale, der nu er mellem regeringen, Dansk Folkeparti og det Radikale Venstre, ligger meget langt fra det ønske, FTF-A tidligere har givet til kende, at en reform af efterlønnen nødvendigvis må være en del af en større arbejdsmarkedsreform. En reform hvor man ser på alle de forskellige faktorer, der har betydning for, hvor længe danskerne bliver på arbejdsmarkedet.
Formand for FTF-A, Kent Petersen, siger:
”Der er intet i denne aftale om fx på en indsats for et forbedret psykisk arbejdsmiljø, bedre seniorordninger og efteruddannelse af ledige. Det er derimod en ensidig forringelse af efterlønnen”.
Se her, hvad efterlønsaftalen betyder for dig
Forringelserne består for det første i, at man forkorter den periode, man kan få efterløn i og fremskynder forliget om en senere pensionsalder. Men samtidig øger man modregningen af egen pensionsopsparing. Og netop modregningen i pensionen vil for mange ansatte inden for FTF-området være en betydelig forringelse.
Jo større pension, man selv har opsparet, jo større bliver modregningen. Og hvis man har over en million i pensionsopsparing den dag, man går på efterløn, vil modregningen være ekstra stor.
Se her, hvordan din pension modregnes i efterlønnen
”I værste fald kan det her være en de facto afskaffelse af efterlønnen for mange inden for FTF-området. Aftalen skaber utryghed, og undergraver den enkeltes motivation til selv at spare op. Den må snarest muligt følges op af stærkere indsats over for dem, der vil komme klemme”, siger Kent Petersen.
At nogen vil komme i klemme ses tydeligt af to nylige undersøgelser. Den ene er gennemført af Finansforbundet. Den viser, at 4 ud af 10 opsagte er gået på efterløn, fordi de var ledige. Det resultatet går igen i en undersøgelse FTF-A har foretaget blandt medlemmer på vej på efterløn. Her er der også 4 ud af 10, der siger, at de vælger efterlønnen, fordi de er ledige.
