, 20. september 2010

FTF-A støtter Team Rynkeby - 4.7 mio. indsamlet

Lene Johanne Nielsen fra FTF-A's call center var sammen med komikeren Jan Gintberg blandt de 311 motionscyklister, der i sommer sled sig fra Danmark til Paris med Team Rynkeby for at indsamle penge til Børnecancerfonden. Nu er resultatet af holdets anstrengelser gjort op, og Jan Gintberg var i lørdags på scenen på Torvet i Ringe for at overrække en check på 4.720.000 kr. til Børnecancerfonden. Det er over 50 procent mere, end cykelholdet indsamlede sidste år.

- Det er jo helt vildt! Havde jeg vidst, at vi ville samle så mange penge ind, så havde jeg taget den lidt mere med ro i Holland, hvor varmen fik mig til at patte væde ud af en tom gulvspand på en tankstation, griner Jan Gintberg, der peger på, at statsminister Lars Løkke Rasmussen muligvis har en del af ansvaret for, at Team Rynkeby har slået sidste års indsamlingsrekord så eftertrykkeligt.

- Han cyklede jo kun med en halvanden hundrede kilometer i år. Så læringen må være, at jo mindre Lars Løkke deltager i turen til Paris, jo mere samler Team Rynkeby ind, griner Jan Gintberg, der dog også kunne være seriøs et øjeblik.

- Det er virkelig et flot resultat, som skyldes, at rigtig mange sponsorer i hele landet har bakket op om turen og ønsket at støtte Børnecancerfondens arbejde, siger han.

Førstehåndsberetning

Under hele træningsforløbet op til turen har Lene Johanne skrevet en blog, så alle har kunnet følge med i hendes træning fra sidelinjen [læs Lene Johannes blog]. Efter hjemkomsten fra Paris har Lene Johanne samlet sine oplevelser og erfaringer i en artikel [læs Lene Johannes artikel].

Relaterede nyheder