G-dage udvides fra to til tre
Hidtil har det været sådan, at du ikke kan få arbejdsløshedsdagpenge fra din a-kasse de første 2 dage efter, at du er stoppet med arbejde hos en arbejdsgiver.
I stedet skal din arbejdsgiver betale dig dagpengegodtgørelse (G-dage) de første 2 dage, hvor du er helt eller delvis ledig.
Den 1. juli 2008 udvides arbejdsgiverens betaling af dagpengegodtgørelse til lønmodtagere ved afskedigelse, hjemsendelse m.v. fra 2 til 3 ledighedsdage.
Betingelserne for hvornår arbejdsgiveren skal betale dagpengegodtgørelse er de samme, dvs. du skal fortsat have været beskæftiget i 74 timer (fuld overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger) inden for de sidste 4 uger, ligesom en arbejdsgiver højst skal betale 16 G-dage til det samme medlem i et kalenderår.
Hvor meget får man?
En G-dag svarer til den maksimale dagpengesats. Hvis du har ret til G-dage for en halv dag, får du halvdelen af den maksimale dagpengesats. Satserne er 703 kr. for en hel G-dag og 352 kr. for en halv G-dag.
Kontakt FTF-A, hvis du er i tvivl om din ret til G-dage, eller hvis du ikke har fået G-dagene fra din arbejdsgiver.
