Nyheder, Artikler, 28. oktober 2011

Generation MIG!

I fremtidens innovationssamfund bliver det en stor force at kunne sætte sig selv i scene. De såkaldte stille eksistenser kan få det svært.

I fremtidens innovationssamfund bliver det en stor force at kunne sætte sig selv i scene. De såkaldte stille eksistenser kan få det svært.

Fremtiden tilhører dem, der elsker spotlyset. Måske ligefrem dyrker den. Og som boltrer sig lystigt og ubesværet med den nyeste IT-teknologi.

Her har de unge et forspring, lyder det fra fremtidsforsker Anne Marie Dahl fra konsulentvirksomheden Futuria.

Personlighed batter

Ifølge hende har de unge fået skudt den moderne teknologi ind med modermælken, og det er dem, der har den helt naturlige ”legoklods-tankegang”: Evnen til at rive det bestående ned og bygge noget nyt op.

Generation Y bliver de kaldt. Børn født efter 1978. Onde tunger kalder dem ”Primadonna-Generationen” eller slet og ret ”Generation Mig”. Når den negative retorik dominerer fra eksperter og medier, bliver der tegnet et billede af en meget forkælet og selvcentreret generation.

Men Anne Marie Dahl ser ikke, at Generation Y nødvendigvis er egocentrerede. For selv om udgangspunktet for de unge er dem selv, er der mere i det for de unge.

”De unge brænder for det. De vil knokle. Men det skal være sjovt. Det skal give mening for dem. ”Use me or loose me” er helt centralt for de unge”, fortæller Anne Marie Dahl.

Svært for de stille

Alligevel er det en udfordring i innovationssamfundet at få alle inkluderet. Kravet til selviscenesættelse og ekvilibristiske IT-kundskaber kan hægte både ældre medarbejdere og de mere stille eksistenser af arbejdsmarkedet.

”Det bliver sværere for dem, der ikke er vant til at arbejde i teams. Dem, der ikke er gode til at gøre opmærksom på sig selv. Som måske er vant til at arbejde alene. Faktuel viden bliver nødvendig, men det bliver personlighed også”, fortæller Anne Marie Dahl.

Hun fortæller, at det bliver afgørende at have en meget høj grad af bevidsthed omkring sig selv og sine egne kompetencer.

”Selvindsigt er et must”, forklarer hun. ”De unge brænder for det. De vil knokle. Men det skal være sjovt.” – Anne Marie Dahl, fremtidsforsker

Generation X Y Z

Generation X
Født mellem 1960 og 1975
Individorienteret
Mentalitet: Verden er fuld af muligheder
og uoverskuelige problemer
Behov: Personlig succes og materiel
velstand
Udfordring: Rodløshed og modløshed

Generation Y
Født mellem 1975 og 1990
Netværksorienteret
Mentalitet: Verden skal opleves
Behov: Selvrealisering
Udfordring: Perfektionisme

Generation Z
Født fra 1990 til 2010
Nærhedsorienteret
Mentalitet: Verden er i positiv fremdrift
og fuld af muligheder
Behov: Nære relationer til familie og venner
Udfordring: 100 % ansvarlig for at lykkes

Kilde:  "Kun for mig, kun for mig" - artikel i Højskolebladet feb 2011

Relaterede nyheder