Geografi afgør hvornår du kommer i job
Der er stor forskel på, hvor lang tid der går, inden ledige kommer tilbage i job. Lad a-kasserne tage over, lyder det fra LO.
91 jobcentre – og også 91 forskellige måder at få folk i arbejde på.
Nye tal fra LO’s jobcenterindeks viser, at der er store forskelle kommunerne imellem på, hvor hurtige de er til at få ledige tilbage i job. A-kasserne bør overtage jobindsatsen fra de kommunale jobcentre, mener LO.
”Det er urimeligt, at chancen for at få hjælp og komme hurtigt i arbejde bliver afgjort dit postnummer,” siger LO-sekretær Ejner K. Holst til avisen.dk.
Eksempelvis var de ledige uden job 49 dage længere i Gladsaxe Kommune end i Ballerup i 3. kvartal af 2011, viser indekset.
”Det er det skæve resultat af, at kommunen agerer vidt forskelligt. Vi kan se, at kommunerne arbejder inden for deres egne snævre kommunegrænser, men sådan er arbejdsmarkedet ikke indrettet. Der er ikke 91 arbejdsmarkeder i Danmark,” siger Ejner K. Holst.
Kommunernes Landsforening kan ikke følge LO’s synspunkt.
”Det er noget rendyrket sludder. Kommunerne ved godt, at arbejdsmarkedet ikke stopper ved kommunegrænsen,” siger direktør Kristian Wendelboe, der fastholder, at det er godt, at kommunerne har overtaget jobindsatsen fra staten.
"Det er kommunerne, der er tættest på deres borgere, og det er kommunerne, der har det største økonomiske incitament til at få folk i arbejde," siger Kristian Wendelboe til avisen.dk.
Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet mener, at LO har en pointe i at påpege problemerne med de mange jobcentre.
”Jeg ser gerne, at vi i stedet får en model med én centralt fastlagt arbejdsmarkedspolitik, der forpligter alle," siger Henning Jørgensen.
Både arbejdsmarkedsforskeren og LO mener, at beskæftigelsesindsatsen i langt højere grad bør være regional frem for kommunal. Op til trepartsforhandlingerne mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter foreslår LO at lade a-kasserne overtage beskæftigelsesindsatsen de første seks måneder af ledighedsperioden.
Netop det foregår i enkelte kommuner allerede. Eksempelvis har FTF-A overtaget opgaven fra Københavns Kommune, så de ledige københavnere de første seks måneder kun skal møde i a-kassen.
