JobFit – Fit for fight
FTF-A går nye veje i beskæftigelsesindsatsen med nyt partnerskab.
Fremover skal FTF-A stå for opgaven med at få nyledige hurtigere i beskæftigelse i samarbejde med IAK og AAK. Det nye samarbejde mellem de tre a-kasser har fået navnet JobFit. JobFit er et tilbud til alle jobcentre i landets kommuner om at varetage en del af beskæftigelsesindsatsen.
Gennem JobFit-partnerskabets årelange erfaring inden for kompetenceafklaring, karrierevejledning og coaching kan FTF-A yde et aktivt bidrag til at hæve kvalitetsniveauet i beskæftigelsesindsatsen i en situation, hvor det danske arbejdsmarked nærmest står og skriger på arbejdskraft.
"Hvis vi skal løse problemerne med manglende arbejdskraft, er det vigtigt, at vi sætter ind med en fokuseret beskæftigelsesindsats," fortæller forsikringschef i FTF-A, Flemming Stenhøj Andersen, der sidder med i styregruppen i JobFit-samarbejdet. "I mine øjne er det afgørende, at kvaliteten i beskæftigelsesindsatsen bliver hævet, og derfor er det naturligt, at FTF-A med vores viden og kompetencer – via JobFit – bidrager til det kvalitetsløft," siger Flemming Stenhøj Andersen.
JobFit har gode forudsætninger for at varetage opgaven med den skærpede beskæftigelsesindsats over for nyledige, fordi a-kasserne i JobFit-samarbejdet har et indgående kendskab til arbejdsmarked, jobformidling og -rådgivning. Desuden har parterne i JobFit dagligt et tæt samarbejde med landets jobcentre om beskæftigelsesindsatsen. Derfor kender JobFit også de mange forskellige betingelser, der gælder ude på jobcentrene – der kan fx være særlige regionale beskæftigelses- og arbejdsmarkedsforhold, der stiller bestemte krav til jobformidlingen.
Opskriften virker
JobFit’s vigtigste opgave bliver, ifølge Flemming Stenhøj Andersen, at give de ledige nogle værktøjer, så de selv kan komme videre i beskæftigelse. "Det er vores erfaring, at de ledige i høj grad er motiveret for at arbejde. Den motivation kombineret med de værktøjer vi tilbyder, giver den enkelte ledige et rigtig godt grundlag for at komme i beskæftigelse," siger Flemming Stenhøj Andersen.
Den intensive jobindsats udmønter sig blandt andet i, at der tages kontakt til den ledige tidligere, end det er tilfældet i dag. Yderligere bliver der afholdt faste ugentlige møder samt flere andre initiativer med et målrettet job-fokus. JobFit yder kompetent bistand til alle ledige på det danske arbejdsmarked – uanset erhvervserfaring eller uddannelsesmæssig baggrund.
"Som a-kasse kender vi de ledige rigtig godt. Derfor ved vi også, hvad det er for tiltag, der virker i beskæftigelsesindsatsen. På den baggrund tror jeg, at vi kan opnå bedre resultater end jobcentrene på det her område," fastslår Flemming Stenhøj Andersen.
Tidligere erfaringer med en intensiveret beskæftigelsesindsats viser, at hyppige møder kombineret med den tidlige kontakt hjælper mange nyledige til hurtigt at finde job. Erfaringerne stammer fra Hurtigt i gang-forsøget, der blev gennemført i to af de tidligere AF-regioner i 2005-2006. Resultaterne var så gode, at forsøget nu er udvidet, så andre aktører, som fx JobFit, kan stå for beskæftigelsesindsatsen. I sidste ende er det dog op til Jobcentrene, hvorvidt de selv vil stå for Hurtigt i gang indsatsen, eller om de vil overlade opgaven til en ekstern partner.
