Kan solceller begrænse dagpengene?
Det er ikke arbejde at tjekke sit solcelleanlæg en gang imellem. Men er det så arbejde at etablere og drive anlægget? En aktuel sag om netop et solcelleanlæg har sat spot på spørgsmålet om, hvad der tæller som arbejde.
Et solcelleanlæg lyder som et godt og positivt tiltag for miljøet, men i en konkret har netop et solcelleanlæg skabt problemer for et medlem af FTF-A.
En mand i Midtjylland etablerede et solcelleanlæg på sin grund, og det vurderede FTF-A som selvstændig virksomhed og begrænsede medlemmets dagpengeret.
Det har skabt usikkerhed flere steder, og derfor beroliger FTF-A’s chefjurist, Lars Toft Simonsen, nu andre medlemmer.
For langt de fleste vil der ikke være nogen grund til bekymring for deres dagpengeret.
"Helt generelt kan man sige, at hvis man etablerer et solcelleanlæg på ens egen private bopæl, hvor anlægget er etableret med miljømæssige formål for at spare strøm, og hvor det ikke i øvrigt inddrages i en egentlig selvstændig virksomhed, så vil der ikke være problemer i forhold til at få ydelser fra en a-kasse," forklarer han.
Problemet kan opstå, hvis man eksempelvis sælger den strøm, man ikke selv bruger tilbage til elselskabet. Man driver et selskab eller firma, eller man har lavet solcelleanlægget på andre ejendomme end ens private bopæl.
"Så bør man tage kontakt til sin a-kasse, da man som udgangspunkt vil blive betragtet som selvstændig, men selv her er der nogle undtagelser", siger Lars Toft Simonsen.
For at blive anset som selvstændig efter a-kassereglerne forudsætter det, at man har egentligt arbejde forbundet med solcelleanlægget. Derfor har diskussionen gået på, om der er tale om arbejde, når man tjekker anlægget en gang imellem.
"Vores vurdering er klart, at der ikke er tale om arbejde, blot fordi man tjekker anlægget. Derfor vil man ikke få problemer som almindelig privatperson med at etablere et anlæg. Men man bør altid tage en snak med a-kassen, hvis man er i tvivl, så man ikke ender i uforudsete situationer," understreger FTF-A’s chefjurist, Lars Toft Simonsen.
Så det konkrete råd fra ham lyder: Tal med din a-kasse, hvis du er i tvivl.
FAKTA:
Solcelleanlæg giver som udgangspunkt ikke problemer med a-kassen, hvis:
- det alene er dimensioneret til eget forbrug
- der ikke foretages egentlige erhvervsmæssige skatteafskrivninger på anlægget. Dog er ligningsmæssige private afskrivninger inden for rammerne
- anlægget i øvrigt ikke tilknyttes anden selvstændig virksomhed, fx et selskab, eget enkeltmandsfirma eller lignende
- der ikke udføres egentligt arbejde udover helt almindelig kontrol med anlægget
- det alene er etableret til privat brug på ens egen bopæl
