Kommentar: En tidlig og sammenhængende indsats
Vi har i dag solid dokumentation for, at jo tidligere i et ledighedsforløb, man kommer i gang med at søge job, jo hurtigere får man også job. Derfor er en tidlig indsats at største vigtighed
Af Knud Grøngaard, formand for FTF-A.
Der er i sig selv ikke noget overraskende i, at jo tidligere man kommer i gang med at søge job, jo hurtigere kommer man i job. Til gengæld skal man være meget opmærksom på, at jo længere tid man går ledig, jo sværere bliver det at finde nyt job.
Det er en barsk sandhed for dem, der på egen krop og sind oplever gennem længere tid at stå uden for arbejdsmarkedet. Det er samtidig et faktum som a-kasser, fagforeninger, jobcentre og arbejdsgivere bør tage til sig. Vi skal simpelthen blive bedre til i fællesskab at sætte ind med tidlig rådgivning.
I København har vi nu taget et vigtigt skridt i den retning. Ledige medlemmer af FTF-A med bopæl i København skal nemlig ikke mere gå til samtaler i jobcenteret. Dermed går vi op med, at ledige bliver trukket rundt i et samtalecirkus. Det er en uværdig måde, at behandle ledige på og det fjerner fokus fra den sammenhængende indsats, vi gerne vil give. Som en a-kasse, der samarbejder med cirka 80 faglige organisationer, har vi desuden et godt kendskab til de fagområder, vores medlemmer arbejder inden for. Samtidig har vi kendskabet til en lang række forskellige brancher. Det betyder, at vi kan rådgive både i dybden og i bredden.
Men det skal ikke stoppe med København, og derfor er jeg meget glad for, at den nye regering vil se på, hvordan man kan undgå dobbeltarbejde mellem a-kasser og jobcentre. Det kunne være ved, at regeringen beslutter at gøre københavner-metoden til en landsdækkende model.
Så skal vi også se på, hvordan vi får skabt et samarbejde mellem a-kasserne, arbejdsgiverne og de faglige organisationer om en tidlig indsats, når en person bliver sagt op. I dag får vi som a-kasse først kontakt til den ledige, når man melder sig for at få dagpenge. Men i virkeligheden burde vi sætte ind med rådgivning, så snart en person modtager sin opsigelse. Det er min påstand, at hvis vi gør det, så vil færre overhovedet nå at blive ledige, og færre vil ende med i længere tid at stå uden for arbejdsmarkedet.
Det vil være oplagt, at organiseringen af en sådan indsats bliver en del af drøftelserne, når regeringen skal diskutere den fremtidige arbejdsmarkedsindsats med arbejdsmarkedets parter. For vi har brug for, at alle gode kræfter arbejder sammen om at skabe en tidlig og sammenhængende indsats for dem, der oplever at miste jobbet og dem, der har svært ved overhovedet at komme ind på arbejdsmarkedet.
