Artikler, 16. november 2009

Kreative chefer søges

Vi vil så gerne. Det er faktisk en del af vores job. Vi får bare ikke lov. Ideerne kunne sprudle på danske arbejdspladser, men stive regler, uvidende ledelser og frygt for fiasko sætter en brat stopper for de kreative medarbejdere.

2009 er udråbt til det europæiske år for kreativitet og innovation, men den besked er ikke nået ud i alle hjørnekontorer på danske arbejdspladser. En ny undersøgelse viser nemlig, at langt de fleste medarbejdere har meget ringe muligheder for at være innovative i arbejdstiden – også selvom det faktisk er en del af deres job.

Hele orkestret skal med

Mikael Lindholm, direktør i konsulenthuset Innovation Inside, sammenligner innovationsledelse med det at dirigere et symfoniorkester: Det kræver som minimum, at alle har de samme noder, at alle spiller melodien samtidig, og at musikerne øver i fællesskab. Men sådan er det generelt ikke på danske arbejdspladser, viser undersøgelsen "Innovationskraft – Danmark 2009".

"Det er en ledelsesmæssig disciplin at håndtere innovation. Det gælder om at skabe kreative rammer, hvor medarbejderne kan få ideer, og hvor de ved, hvilke ideer der er brug for, fordi alle er informeret om, hvor arbejdspladsen bevæger sig hen. Dernæst skal ledelsen kunne videreudvikle ideerne i åbenhed og tæt samarbejde med organisationen, føre dem ud i livet og til slut kunne måle resultatet", forklarer Mikael Lindholm.

Virkeligheden er imidlertid set med hans øjne, at et stort flertal af danske ledere fokuserer på kun at øve fløjter og pauker, og det kommer der aldrig en symfoni ud af.

"For nogle handler det om uvidenhed, og her vil et ledelseskursus gøre godt. Men mange er udenfor pædagogisk rækkevidde, fordi de ikke fokuserer på helheden, men kun udvikler et enkelt produkt i lukkethed med nogle enkelte, håndplukkede medarbejdere, som måske endda kommer udefra".

Frygt for fiasko

En af de største forhindringer for nytænkning er ifølge Mikael Lindholm en udbredt nulfejlkultur, hvor der ikke er plads til skæve ideer. Det gælder i forhold til ledelsen, men i høj grad også som en generel kultur på arbejdspladsen, hvor kollegernes hån også indgår.

"Fiasko er innovationens følgesvend. Hvis du får 10 ideer, så kan de 8 måske ikke bruges, men til gengæld er de sidste 2 geniale. Sådan er det at være kreativ, men på alt for mange arbejdspladser er nye ideer lig med kritik, og det accepteres ikke. Så fejlfinderkulturen skal afskaffes og erstattes med en åbenhed, hvor det er okay at tale om de ting, der ikke fungerer eller som kan gøres bedre. Det skal være fedt at få ideer", opfordrer Mikael Lindholm.

Et eksempel er virksomheden bag søgemaskinen Google. Her er reglen, at medarbejderne kun må bruge 80 % af arbejdstiden på at arbejde – de sidste 20 % skal bruges på alt muligt andet. Det kommer der nemlig nye ideer ud af, hvilket ses tydeligt af bundlinjen, for ifølge Mikael Lindholm er Google på blot 10 år blevet 1000 milliarder kroner værd!

"Evnen til at være innovativ og skabe en kreativ arbejdsplads er en nøglekompetence på fremtidens arbejdsmarked. Det er ikke noget, man som arbejdsgiver giver medarbejderne lov til en gang imellem. Det er en naturlig del af den overordnede strategi og en daglig del af arbejdslivet. For innovation er som at trække vejret; hvis du stopper, så dør du", konstaterer han.

Om rapporten

Du kan læse mere i rapporten "Innovationskraft – Danmark 2009" fra Innovation Inside.

Konsulenthuset Innovation Inside har sammen med analysehuset Userneeds undersøgt forholdene for mere end 1600 medarbejdere fra både det offentlige og det private erhvervsliv. Han tøver ikke med at kalde resultatet "meget beskæmmende".

I undersøgelsen er der med 93 % stort set enighed om, at kreativitet har betydning for, at de kan udføre deres arbejde. Men mens 52 % kalder det ’meget vigtigt’, så oplever kun 21 % af dem, at de rent faktisk får rammerne til at være innovative.

Den umiddelbare årsag er uvidenhed og direkte svigt fra ledelsen, lyder konklusionen. Resultatet er utilfredsstillende arbejdsforhold for de ansatte og manglende nytænkning og udvikling i et land, der i en globaliseret verden er afhængigt af netop at kunne konkurrere på viden og nye ideer.

"Lederne formår altså slet ikke at få det kreative potentiale ud af medarbejderne. Nu har vi diskuteret innovation i et helt årti, og vi står midt i en finanskrise, hvor de gode løsninger netop er vejen ud, og alligevel er vi temmelig langt fra mål", konstaterer Mikael Lindholm.

Gennem de sidste 20 år har han som journalist, forfatter, foredragsholder og initiativtager til tiltag som Innovations Forum, Fremtidstanken og som medlem af strategigruppen bag Innovationsrådet, beskæftiget sig med innovation.

Er din arbejdsplads innovativ? – Michael Lindholms tjekliste:

  • Ved du, hvad der forventes af dig?
  • Har du kompetencerne til det?
  • Ved du, i hvilken retning din arbejdsplads bevæger sig?
  • Er der plads til skøre ideer og skæve indfald?
  • Er der plads til ubrugelige ideer og fiasko?
  • Er det okay at være kritisk og skeptisk overfor ting, der kunne gøres bedre?
  • Ved du, hvor du skal gå hen med dine ideer?
  • Får du grundig feedback på dem?
  • Bliver du involveret tidligt i processen omkring nye tiltag, der vedrører dit eget arbejde?
  • Ved du, hvordan din arbejdsplads måler succes?

Relaterede nyheder