Kunsten at samarbejde
Det kræver klar struktur, tydelige værdier og god kommunikation fra både medarbejdere og ledelse, hvis teamwork på arbejdspladsen skal være andet end frugtesløse møder.
Teamwork, samarbejde, projektgrupper eller selvstyrende grupper. Kært barn har mange navne, men ofte hælder virksomhederne barnet ud med badevandet. Foruroligende få arbejdspladser har nemlig forstået, hvordan de får medarbejderne til at sprudle i fællesskab, og i stedet risikerer teamwork i bedste fald at være rent tidsspilde.
Det viser flere undersøgelser af både private og offentlige virksomheder. En af de forskere, der sidder med omkring mødebordet, er Brian Due. Som cand.scient.soc. i socialvidenskab og filosofi kigger han i sin erhvervs-Ph.d. nærmere på de fælder, der ligger i at idéudvikle i teams.
"Der hersker generelt en holdning om, at hvis man bare sætter sig ned sammen, så kommer alle de gode ideer. Men det er ikke i sig selv et kriterium for succes. De mange store fordele ved at samarbejde i grupper eller teams opnår man kun, hvis man kender de styrker og svagheder, der er indbygget i den særlige organiseringsform. Gør man ikke det, kan man ikke tage højde for det, og så bliver det uproduktivt," konstaterer han.
Struktur og kultur
Fælderne findes på forskellige niveauer. Brian Due ser blandt andet på, hvordan ideerne opstår, og hvilke barrierer der er for, at ideerne siden kan udvikle sig. Det handler blandt andet om effektiviteten omkring mødebordet og om atmosfæren på arbejdspladsen.
"Det er to forskellige niveauer, men de hænger sammen, for der skal både være en konstruktiv idéproces og samtidig en kultur, hvor folk føler sig godt tilpas," forklarer han.
En af forudsætningerne for, at et planlagt møde eller en impulsiv brainstorm bliver effektiv, er, at der er en klar struktur: Deltagerne skal kende formålet og det overordnede mål for samarbejdet. Det er teamlederens ansvar, og derfor bør der altid udpeges en leder for ethvert teamsamarbejde, mener han.
"Struktur kan være en dagsorden og noget data, der kan inspirere deltagerne på forhånd. Undervejs skal teamlederen have hånd i hanke med, hvordan tiden bliver brugt, så gruppen ikke mister fokus og glemmer at gøre en idé færdig. Endelig er en ordstyrer et godt redskab, der sagtens kan gå på skift blandt deltagerne, for på den måde får de både indflydelse og ansvar for processen," lyder Brian Dues anbefalinger.
Smalltalk giver tryghed
Ofte skrider fokus, fordi deltagerne undervejs kommer til at småsludre om alt muligt andet. Det har dog en værdi, forklarer Brian Due. Snakken om, at den enes søster forresten blev gift i weekenden knytter venskabelige bånd mellem medarbejderne, og det sammenhold giver arbejdsglæde, som har stor betydning for produktiviteten.
"Det gælder imidlertid om at dosere smalltalken, så den foregår på rette tid og sted. Hvis den tager overhånd omkring mødebordet, skal ledelsen måske overveje at skabe flere uformelle rammer for det sociale fællesskab blandt medarbejderne," siger Brian Due.
Sammenholdet er også vigtigt for at skabe den fornødne tryghed, så teamdeltagerne tør skyde fra hoften og ikke sidder og gemmer på de gode ideer af frygt for at blive verbalt jordet eller tabe ansigt. Præstationsangst er ifølge Brian Due en af de mest udbredte fælder, men et godt teamwork kræver, at ideerne bliver sagt højt, at de bliver hørt, og at der bliver reageret på dem.
Dovne kolleger
En anden fare, som de fleste formentlig har oplevet, er de kolleger, der reelt ikke bidrager men blot er med til at høste fortjenesten, når teamet har løst opgaven.
"Det er et stort problem, fordi det skaber irritation blandt de øvrige, der dermed mister noget positiv energi. Det kan også gøre, at nogle af de aktive deltagere holder igen med de gode ideer, og endelig er det spild af virksomhedens ressourcer at have den såkaldte free rider siddende omkring mødebordet."
Igen er det vigtigt med en teamleder, der dels kan anerkende de medarbejdere, der gør en forskel, dels kan stille krav til de mere passive.
"En måde at skabe gode rammer for teamsamarbejdet er, at man som leder gør det til en demokratisk proces. Det vil sige, at man udstikker formålet og så indbyder alle deltagerne til at komme med input til, hvordan de i fællesskab løser opgaver," siger Brian Due og uddyber:
"Det stiller krav til alle om at komme på banen. Indflydelse giver ejerskab og ansvar, og det gør det sidenhen lettere for lederen at skære igennem, for alle har jo været med til at sætte rammerne for samarbejdet.
Blå bog |
|---|
Brian Due er 29 år og uddannet cand.scient.soc i socialvidenskab og filosofi fra RUC. Han arbejder på en erhvervs-ph.d., som han laver ved Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet med tilknytning på Kommunikationsforum. Han kan kontaktes på telefon 41 56 31 56. Han forsker under overskriften "Ideudviklingens kommunikative orden", hvor han ser på teamworket i kommunikationsafdelingerne på tre arbejdspladser – en større dansk privat virksomhed, en offentlig organisation og en ngo. |
