Livet lettes for forsikrede ledige i København
Forsikrede ledige i København kan se frem til ikke at skulle løbe spidsrod mellem a-kassen og det lokale jobcenter. Københavns Kommune har inviteret a-kasserne på FTF-området til at overtage al kontakt med forsikrede ledige. Det vil betyde, at forsikrede ledige fremover kun skal henvende sig i deres a-kasse.
FTF-A har længe arbejdet målrettet på at få en aftale i stand, som gavner alle de involverede parter i beskæftigelsesindsatsen – ikke mindst de ledige, som kan se frem til at få sat en stopper for det, som Michael Darmer, adm. direktør i FTF-A, kalder et samtalecirkus.
Bliver den nye arbejdsdeling mellem jobcenter og a-kasser en realitet, vil jobcentrene fremover kunne fokusere deres ressourcer på at hjælpe ledige kontanthjælpsmodtagere, mens a-kasserne vil tage sig af deres egne medlemmer.
Men de ledige vil ikke bare få det lettere - de vil også komme hurtigere i job igen, hvis a-kasserne overtager jobcenterets opgaver: ”Jeg føler mig helt overbevist om, at vi vil se en forbedret beskæftigelseseffekt, når vi får opgaven. Vi har arbejdet meget med, at kontaktforløbet skal være mere end en kontrolforanstaltning. Vi lægger stor vægt på at klæde folk på til at finde et job og har ansat særlige jobrådgivere til opgaven”. siger Michael Darmer til FTF.
Hidtil har ordningen udelukkende kørt som et forsøg i Københavns Kommune, men hovedorga-nisationen FTF ser gerne, at a-kasserne overtager indsatsen permanent for alle forsikrede ledige i hele landet i de første seks måneder af ledighedsperioden. Det er ét af forslagene i de fælles holdepunkter for en reform af beskæftigelsesområdet, som FTF netop har vedtaget sammen med LO og AC.
