Artikler, 01. september 2011

Mænd synes, de er gode forhandlere

Kvinder vurderer sig selv som markant dårligere forhandlere end mændene. Til gengæld tager de det ikke så tungt, når en forhandling mislykkes.

Mændenes selvtillid fejler ikke noget, når de skal vurdere deres egne evner som forhandlere. Faktisk mener to ud af tre mænd, at de er gode til at forhandle løn og andre fordele til dem selv. Den selvtillid har kvinderne ikke i nær samme grad. Det er nemlig mindre end hver anden kvinde, der vurderer sig selv til at være en god forhandler. Forskellen fremgår af en undersøgelse TNS Gallup har lavet for FTF-A.

"Det er en markant forskel, som giver mændene et forspring, når de fx skal forhandle løn eller en ansættelseskontrakt. Det skal kvinderne forholde sig til, ellers løber mændene med både løn og de gode jobs," siger Anni Kjeldahl, jobrådgiver i FTF-A.

Undersøgelses viser, hvordan man vurderer sine egne evner som forhandler, og mændene har faktisk noget at have deres selvtillid i. For når man spørger dem, der selv forhandler løn, om resultatet af deres seneste lønforhandling, er det også mændene, der kommer bedst ud. Her svarer 37% af mændene, at de opnåede et tilfredsstillende resultat, mens kun 27% af kvinderne var tilfredse.

For mændene er bagsiden af medaljen, at de tilsyneladende også tager det tungere, når deres forhandling falder mindre godt ud. I hvert fald er der 28% mænd som siger, at de inden for de seneste år har oplevet en forhandlingssituation med deres leder, som har påvirket deres arbejdsglæde i negativ retning. Kvinderne er derimod markant bedre til at håndtere et dårligt resultat. Her er der kun 17% som siger, at de har mistet arbejdsglæde efter en forhandling med deres leder.

FTF-A afholdt i juni måned to cafe-møder om forhandling. Se video fra cafemøderne med introduktion til den gode forhandling. I vores arkiv, kan du også finde artikler om forhandling.

Relaterede nyheder