Artikler, 30. august 2011

Mentaltræning vinder frem på arbejdspladsen

På flere og flere virksomheder får medarbejdere tid til at meditere i arbejdstiden. Fænomenet hedder mindfulness og bruges især til bekæmpelse af stress. Men det handler i virkeligheden om at få et mere lykkeligt liv, fortæller Rasmus Hougaard fra Potential Project. Her er den korte forklaring på ét at tidens store buzzwords

Sæt dig godt tilrette i stolen, luk øjnene, ret din fulde koncentration mod din vejrtrækning og giv slip på alle distraherende tanker. Når tankerne alligevel går på langfart, så ret hele tiden opmærksomheden tilbage mod dit åndedræt. Gør det i et minut eller ti minutter. Du er nu godt i gang med at praktisere en af tidens nye strømninger, når det gælder bekæmpelse af stress og evne til at være i nuet. Mindfulness hedder det.

Egentlig kommer mindfulness fra buddhistisk meditation. Men så begyndte amerikanske forskere at interessere sig for de helbredsmæssige effekter af den særlige meditationsteknik. Siden er mindfulness blevet renset for de religiøse aspekter, og idag eksperimenterer flere virksomheder med at bruge det. Ikke mindst i amerikanske virksomheder er det en stor trend, men også Sony Europa, Danske Bank, Irma og forsikringsselskabet IF bruger det.

”Mindfulness er mental træning med det formål at gøre os mere tilstede i nuet. I stedet for hele tiden at være optaget af, hvad der skete lige før, i går og hvad der sker som lidt, bliver vi bedre til at være til stede i det, der sker lige nu”, fortæller Rasmus Hougaard. Han har arbejdet med mindfulness i de sidste 15 år og er stifter af Potential Project, der er et samarbejde mellem forskere og virksomheder – blandt andet Sony og Audi – om at bruge mindfulness i arbejdslivet.

Dokumenteret virkning
Ifølge Rasmus Hougaard er der i dag mere end 2500 forskningsprojekter i effekterne af mindfulness. De viser, at mindfulness virker på stress og depression, og at det desuden har direkte fysiske effekter – det er fx blodtrykssænkende. Rasmus Hougaard har blandt andet været med til at implementere mindfulness i den industrielle afdeling i forsikringsvirksomheden IF. Det var et meget ambitiøst projekt, hvor man har uddannet 4 instruktører, og hvor medarbejderne hver dag bruger 15 minutter på mindfulness-træning. Resultaterne er til gengæld imponerende: 88 % af medarbejderne siger, de er blevet bedre til at fokusere på arbejdet, 68 % mener, de er blevet mere effektive og 60 % siger, at de har fået en stærkt forøget evne til at undgå stress. Og så er der også 60 %, der har fået en forøget kvalitet i samværet med familien.

Når virksomhederne tager det til sig, er udgangspunktet som regel, at man ser det som en værktøj til stressbekæmpelse og til at opnå højere effektivitet.

”Jeg tror på, det kommer til at boome helt vildt i de næste 10-20 år. I førte omgang fordi man bruger det til at reducere stress i sygefravær. Men i næste trin, fordi det giver en meget større arbejdsglæde og et mere lykkeligt liv,” siger Rasmus Hougaard.

Fokus på åndedræt
I praksis foregår mindfulness ved, at man hver dag afsætter tid til mental træning.
”Når man træner mindfulness observerer man sine tanker, oplevelser og først og fremmest åndedrættet. Vores åndedræt har vi med os overalt, og derfor kan man praktisere mindfulness i mange situationer, hvor man har tid tilovers,” fortæller Rasmus Hougaard.

Men han understreger også, at mindfulness ikke er nogen mirakelpille, der virker fra den ene dag til den anden.
”Der er ligesom at gå i fitnesscenteret. Det nytter ikke bare at gå derned. Der skal også løftes nogle vægte og løbes på løbebåndet, før det virker. Jeg har selv brugt mange timer på at praktisere det,” fortæller Rasmus Hougaard

Videre med mindfulness
Hvis du er blevet nysgerrig på, hvordan man bruger mindfulness i praksis, kan du se video her om de cafemøder, der blev afholdt i Odense, København, Århus og Aalborg. Desuden anbefaler Rasmus Hougaard bogen ”Slip sindet fri” af Sakyong Mipham, der er en internationalt anerkendt instruktør. Men allerhelst skal du finde et kursus med en god instruktør.

Som en start er her 5 simple øvelser:

1: Ti minutters mindfulness træning
- Sæt dig godt tilrette
- Luk øjnene og fokuser på åndedrættet
- Tæl åndedragene
- Giv slip på distraherende tanker og vend hele tiden tilbage til åndedrættet.

”Der er ikke mange af os der kan fokusere på ret meget i mere end et par sekunder af gangen. Men du kan træne din opmærksomhed til at være der, hvor du gerne vil have den,” siger Rasmus Hougaard.

2. Et minuts pause
- Gør som ovenfor, hvor du tager tre indåndinger og udåndinger.

”Ved at gøre det en gang i timen vender du hele tiden tilbage til det, du er i gang med,” fortæller Rasmus Hougaard. 

3. På vejen hjem
- Når du kører hjem, så brug tiden på at rette fuld opmærksomhed om åndedrættet i fem til ti minutter.

Se også potential projects hjemmeside her

Relaterede nyheder