Når enden er god...
Efter Danmarks alt for tidlige exit ved VM i fodbold er det nu tid til at se frem mod sommerens næste store sportsbegivenhed. Der er naturligvis tale om Team Rynkebys årlige cykelløb fra Danmark til Paris, Tour de Paris, der skydes i gang den 16. juli. Rytterne er ved at ramme topformen, og indsamlingen til fordel for Børnecancerfonden går forrygende.
FTF-A’s Callcentermedarbejder Lene Johanne er i år udtaget til Team Rynkebys hold, der kører fra Rådhuspladsen i København til Champs-Élysées i Paris umiddelbart inden det "rigtige" Tour de France-felt kører den sidste etape.
Flere fluer med et smæk
Lene Johanne har altid drømt om at cykle rundt i Frankrig ligesom i ”touren”. Så da hun en dag så statsministeren køre for Team Rynkeby, besluttede hun sig for at melde sig på ventelisten og var så heldig at blive udtaget.
FTF-A er ikke kun repræsenteret på deltagersiden. Som tøjsponsor er FTF-A også med på "bagsmækken" af de ambitiøse ryttere, der skal tilbagelægge de 1200 kilometer fra København til Paris på en uge.
Selvom Lene Johanne har betalt 12.500 kroner af egen lomme for at deltage i Team Rynkeby, får hun en masse ud af det:
”Jeg får en luksus cykeltur til Paris – med vandbærere. Man er fri for at slæbe sin egen baggage eller lappe sin cykel, og man får tjekket bremser undervejs og har plaster med i følgebilerne. Og man får dejlige overnatninger med mad på hoteller.
Vi samler penge ind til svage. I dette projekt er det de kræftsyge børn samt forskning i børnecancer, det er et vigtigt emne, synes jeg.”
Ikke kun motion
Lene Johanne er til hverdag aktiv motionscyklist, og cykler til og fra arbejde hver dag.
”Jeg synes, det er vigtigt at få motion ind i hverdagen. Gennem Team Rynkeby viser jeg det ved selv at gå i front”, fortæller Lene Johanne.
Men det er ikke kun motionen, der driver værket. Team Rynkeby giver også en masse sociale oplevelser med de andre deltagere:
”Jeg møder en masse nye mennesker via en fælles oplevelse præcis, som tog man på højskole. Jeg er sikker på, at man rykker sig selv et nyt sted hen – måske skal jeg bestige et bjerg en anden gang, eller være med til at etablere andre cykelture til fordel for andre svage grupper eller gode gøremål”, fortæller Lene Johanne.
Du kan læse mere om Lene Johanne’s oplevelser i hendes blog på Team Rynkeby’s hjemmeside.
