Nyheder, 15. november 2011

Nemmere for ægtefæller til selvstændige at få dagpenge

Nye regler gør det nu meget nemmere at få dagpenge, hvis man udtræder af sin ægtefælles virksomhed

Det har tidligere været meget vanskeligt for personer, der ophører med at arbejde i en ægtefælles virksomhed, at få dagpenge. Det har været en stor frustration for mange. Men nu er der kommet nye regler, hvor man ved at udfylde en tro og love erklæring, kan få ret til dagpenge.

Ved at udfylde erklæringen skriver man under på, at man er udtrådt af virksomheden og ikke længere udfører opgaver for virksomheden. Desuden at man ikke længere er skattemæssigt registeret som medarbejdende ægtefælle.

Her er en mere præcis beskrivelse af regler. Her du brug for yderligere vejledning kan du kontakte afdelingen for selvstændige i FTF-A.

Regler for udtræden af virksomhed, der videreføres af ægtefælle: 

Hvis du arbejder i din ægtefælles selvstændige virksomhed, anses du også selv for at være selvstændig. 

Hvis der er mere end 20 fuldtidsansatte i virksomheden, kan du under visse omstændigheder alligevel anses for at være lønmodtager. 

Det vil være en betingelse for at have ret til dagpenge, efterløn eller andre ydelser fra a-kassen, at du dokumenterer, at du er endeligt ophørt med at arbejde i din ægtefælles virksomhed. 

Når du har arbejdet i din ægtefælles virksomhed, kan du dokumentere, at du er ophørt på bag-grund af en tro og love erklæring. Du kan tidligst anses for ophørt den dag, hvor vi har modtaget en tro og love erklæring fra dig. 

Når du er udtrådt af en virksomheden er betingelsen, at du ikke udfører nogen form for opgaver i virksomheden, heller ikke opgaver af helt underordnet karakter. Det er også en ufravigelig betingelse, at du i perioden, hvor du modtager ydelser, ikke er skattemæssigt er registreret som medarbejdende ægtefælle. 

Hvis du igen har arbejdsopgaver i virksomheden, anses du straks for at være genindtrådt, hvorefter retten til ydelser med øjeblikkelig virkning bortfalder. Det er også gældende, hvis du skattemæssigt registreres som medarbejdende ægtefælle. 

Hvis du er udtrådt af virksomheden på grundlag af en tro og love erklæring og derefter genind-træder, skal der fra genindtrædelsestidspunktet gå mindst 2 år, før du igen kan udtræde på grundlag af en tro og love erklæring. 

Hvis der ikke er gået 2 år, når du søger ydelser fra a-kassen efter en genindtræden, så skal du for at have ret til dagpenge have haft mindst 1.924 arbejdstimer som lønmodtager eller 52 ugers drift af egen (ikke ægtefællens) selvstændig virksomhed. Og det skal være i væsentligt omfang inden for de seneste 15 måneder forud for ledighedstidspunktet 

Væsentligt omfang betyder, at du skal arbejde over 30 timer om ugen i gennemsnit, og at der skal være en vis drift i virksomheden. Det sidste er en skønsmæssig vurdering, hvor bl.a. dine personlige arbejdsopgaver, arbejdstimer og omsætningen indgår. 

Du kan også anses for endeligt ophørt med at drive selvstændig virksomhed i forbindelse med separation eller skilsmisse. Kontakt os for nærmere vejledning, hvis dette er aktuelt for dig. 

Vil du læse mere om reglerne kan du finde bekendtgørelse nr. 678 af 22. juni 2011 om ophør med drift af selvstændig virksomhed på www.retsinformation.dk. 

Du kan finde ”Erklæring om udtræden på tro og love” her

Relaterede nyheder