Nu på facebook med cafemøder, dialog og netværk
For halvandet år siden udkom vi med den første udgave af Job&Karriere, og vi har siden da fået meget god respons på vores artikler og de temaer, vi har taget op.
Men ét er et nyhedsbrev, noget andet er den direkte dialog i mødet med andre. Dialogen kan noget, som det skrevne envejsmedie ikke kan. Den kan inspirere og give ny viden på en helt anden måde. Og så giver dialogen mulighed for at knytte kontakter og udvide netværket.
Derfor har vi nu valgt at gå på facebook, hvor vi løbende vil invitere til cafémøder om det gode arbejdsliv. På møderne vil der være en eller flere oplægsholdere. Det kan fx være nogle af de personer, der optræder i artiklerne i nyhedsbrevet. På møderne vil vi så gå i dybden med de forskellige temaer, konkretisere det med eksempler og invitere til dialog og videndeling.
Vores ambition er, at vi med cafémøderne kan gøre de forskellige temaer mere levende og nærværende og samtidig give mulighed for at netværke. Men vi har også den ambition, at vi kan fortsætte diskussionen og videndelingen efter møderne. Det er ikke mindst derfor, at vi vælger at lancere initiativet via facebook. Fordi facebook er et rigtig godt medie til dialog, uden at det bliver meget langhåret og tidskrævende.
Med facebooksiden inviterer vi også til, at man kommer med forslag til oplægsholdere på cafémøderne. Måske har du endda selv et emne, du gerne vil bidrage med som oplægsholder. Så hører vi meget gerne fra dig.
Når det hedder cafémøder er det netop fordi, det kommer til at foregå på caféer i de byer, hvor FTF-A har kontorer. Det vil sige København, Odense, Aarhus og Aalborg. Møderne vil finde sted fra 17.00 – 19.00, og det vil være gratis at deltage.
Udover cafémøderne og de diskussioner, der udspringer deraf, vil vi på Facebook også løbende poste nyheder og links til artikler og diskussioner på andre websites.
De første cafémøder bliver allerede i begyndelsen af april: Den 6. april i Aarhus og den 12. april i København.
I Aarhus kan du møde en af Danmarks mest erfarne facilitatorer Anne Weber Carlsen og høre mere om, hvad facilitering er, og hvorfor det bliver en kernekompetence for fremtidens ledere og medarbejdere.
I København kommer faciliteringsekspert og direktør Tim Christensen og giver dig konkrete værktøjer, tips og tricks til at holde det gode møde og facilitere den gode forandringsproces i en virksomhed.
Vi glæder os til at se dig. Hold øje med nærmere info og tilmelding på facebook! Du kan joine os HER.
