Ny udvikling i sag om feriepenge
Østre Landsret underkender beskæftigelsesministeren.
Her på ftf-a.dk har vi tidligere omtalt den uenighed, der er mellem Beskæftigelsesministeriet og A-kasserne, om tilbagebetaling af feriepenge til efterlønnere.
Sagen er, at nogle efterlønnere har fået modregnet feriepenge i deres efterløn, selvom en ændring af ferieloven gjorde det muligt, at få efterlønnen udbetalt uden modregning for feriepenge.
Loven er nu igen ændret, så feriepenge skal modregnes, men tilbage står, at der er omkring 40.000 a-kassemedlemmer, som hver har 10-15.000 kroner til gode.
Beskæftigelsesministeriet har efterfølgende givet udtryk for, at det ikke var hensigten, at det skulle være muligt at undgå modregningen, og derfor er der heller ikke sket fejl.
Men Arbejdsmarkedets Ankenævn har underkendt Beskæftigelsesministeriets fortolkning, og har ved et antal prøvesager fastholdt, at efterlønnerne havde krav på informationen, og at de berørte derfor ikke skal modregnes i efterlønnen.
Beskæftigelsesministeren tog derefter det usædvanlige skridt at lægge sag an mod ankenævnet med påstand om, at ankenævnets fortolkning var forkert. Men Østre Landsret har nu underkendt, at beskæftigelsesministeren har en retlig interesse i sagen, og har derfor afvist ministerens stævning. Det betyder, at ankenævnets oprindelige afgørelse står til troende, og de berørte skal have deres penge tilbage.
Beskæftigelsesministeren har tidligere tilkendegivet, at såfremt han tabte sagen, kunne a-kasserne efterbetale pengene med fuld refusion på sagen.
A-kasserne afventer derfor nu nærmere retningslinjer fra ministeren og Arbejdsdirektoratet om, hvordan a-kasserne skal forholde sig. Først når de retningslinjer er på plads, vil udbetalingerne kunne begynde.
