Nyheder, Nyhedsmail, 14. april 2008

Nye regler om supplerende dagpenge

Der er fremsat lovforslag om nye regler for supplerende dagpenge.

Kort fortalt medfører forslaget, at dagpengeperioden for ledige med deltidsarbejde – uanset type, begrænses til 30 uger inden for 104 uger.

Lovforslaget er fremsat i Folketinget, og forventes vedtaget medio maj. Men teknisk set har en del af forslaget allerede virkning fra 14. april 2008. Der er lavet en overgangsordning for de medlemmer, der allerede inden 14. april var omfattet af de gamle regler om supplerende dagpenge.
Mandag den 14. april træder den nye 30-ugers regel i kraft for alle medlemmer, der får deltidsarbejde. Reglerne er derfor de samme for personer, der er omfattet af et opsigelsesvarsel, og andre, der arbejder uden opsigelsesvarsel.

Det er fortsat sådan, at får man deltidsarbejde med et opsigelsesvarsel, skal der sendes en frigørelsesattest inden 5 uger.

Medlemmer, der allerede inden 14. april 2008 arbejder på frigørelsesattest, og derved er omfattet af den gamle 52-ugers regel, bliver omfattet af en særlig overgangsregel, der først får virkning, når loven træder i kraft (altså ca. medio maj).

Den gamle referenceperiode på 70-uger øges nu til 104 uger, men der er en overgangsordning, for de personer, der allerede nu arbejder på frigørelsesattest. Reglen betyder, at der på ikrafttrædelsestidspunktet laves en opgørelse over forbruget af uger indenfor de seneste 70 uger.

De uger, der endnu ikke er brugt, kan man så anvende fra og med ikrafttrædelsesdatoen. Ugerne skal bruges inden 104 uger fra ikrafttrædelsestidspunktet.

Eksempel:

Et medlem arbejder inden lovens ikrafttrædelse på frigørelsesattest. Ved lovens ikrafttrædelse har medlemmet brugt 40 uger indenfor de seneste 70 uger. Der er derfor 12 uger tilbage inden dagpengeretten er opbrugt. Disse 12 uger skal medlemmet holde efter ikrafttrædelsestidspunktet. Ugerne skal være brugt inden 104 uger fra ikrafttrædelsestidspunktet.

På nuværende tidspunkt kan vi desværre ikke sige nærmere om, hvad det konkret vil betyde for medlemmerne. Det skyldes at ikrafttrædelsestidspunktet ikke er kendt pt.

Alle medlemmer, der er omfattet af overgangsreglerne, dvs. dem, der allerede inden 14. april 2008 arbejdede efter en frigørelsesattest, bliver kontaktet af FTF-A.

Relaterede nyheder