Politikere reagerer på FTF-A’s opråb
Line Barfod, arbejdsmarkedsordfører for Enhedslisten, og Karsten Hønge, erhvervsordfører for SF, kritiserer den 5. april i netavisen Altinget.dk de nye regler for deltidsansatte, som betyder, at deltidsansatte, der er tilmeldt et jobcenter, ikke længere kan få udbetalt den højeste dagpenge sats, hvis de mister deres arbejde.
Regelændringen, som træder i kraft den 1. maj, betyder, at de, der gør alt, hvad de kan, for at klare sig selv og beholde en tilknytning til arbejdsmarkedet, bliver straffet for det. I FTF-A risikerer omkring 500 medlemmer at få forringet deres vilkår efter 1. maj.
Allerede i midten af marts måned påpegede FTF-A problematikken. Ghita Parry, der er næstformand i FTF-A, sagde om de ændrede regler i en pressemeddelelse fra FTF-A fra den 15. marts:
”Jeg finder det stærkt problematisk, at vi straffer dem, der i stedet for at modtage dagpenge, klarer sig med deltidsjobs. Det er en helt forkert udvikling”.
Med dagens artikel i Altinget.dk er sagen nu nået til Christiansborg, hvor politikerne har fået øjnene op for det urimelige i at straffe, dem der gør en indsats for at bevare en tilknytning til arbejdsmarkedet.
”Det er helt tosset. En ledig er jo lige meget til rådighed for arbejdsmarkedet, uanset om han kommer fra et fuld- eller et deltidsjob. Deltidsansatte, der mister jobbet får en lavere kompensation end andre, fordi de i en periode har været nødt til at finde sig i, kun at kunne få deltidsarbejde,” siger Karsten Hønge fra SF til Altinget.dk.
Altinget.dk er en abonnementsbaseret internetavis, der primært skriver om politik, nyheder og debat fra Christiansborg, om partierne, folketingsmedlemmer og ministre.
Læs FTF-A’s pressemeddelelse Ny regel straffer deltidsansatte fra 15. marts
