Slut med kravet om 4 om ugen
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen suspenderer kravet til ledige om, at de hver uge skal søge mindst fire job. Som årsag angiver ministeren, at mange virksomheder er blevet oversvømmet af proforma-ansøgninger.
Et hurtigtarbejdende udvalg bestående af repræsentanter for a-kasserne og Arbejdsdirektoratet skal i midten af januar fremlægge en bedre målestok, som de lediges jobsøgning skal måles op mod.
"Jeg er særdeles tilfreds med, at ministeren nu har erkendt, at det var en uhensigtsmæssig regel. Virkeligheden er mere mangfoldig og mulighederne på jobmarkedet er meget forskellige alt efter om du er kunstner, bankansat eller socialrådgiver," siger Kent Petersen, formand for FTF-A.
Hvad skal du gøre?
Ministerens udmelding kan give anledning til usikkerhed for dem, der er ledige netop nu. Før de nye krav er formuleret, er det umuligt at bruge dem som målestok for, hvornår ens jobsøgning er tilfredsstillende.
"Vores anbefaling er, at du som ledig fortsat skal gøre alt, hvad du kan, for at komme tilbage i job. Det betyder, at du via jobdatabaser på internettet, dagblade, fagblade og øvrige kontakter løbende skal finde de job, du kan varetage. Og dem skal du selvfølgelig søge," siger FTF-A's forsikringschef Flemming Stenhøj Andersen.
"Uden at kende de nye krav kan vi med sikkerhed sige, at du også fortsat skal søge bredt fagligt og geografisk, og at du skal søge både helårs- og fuldtidsjob. Under alle omstændigheder skal du også fortsat søge flere job hver uge - om muligt er det en god ide fortsat at søge fire job om ugen indtil de nye retningslinjer foreligger."
Du kan selvfølgelig læse om de nye retningslinjer her på ftf-a.dk, når de foreligger.
